Udviklingslære

406 Stand til at klare sig alene, og derfor tvinges det af sit Selvopholdelsesinstinkt til at søge Samfund med andre. Den her givne Formel turde dog være noget for simpel. En Tyr eller en Elefant kan udmærket klare sig selv; disse Dyr er udmærket rustede saavel til Angreb som til Forsvar, og dog lever de i Flokke. Spencer og andre Forfattere har ensidigt hæftet Opmærksomheden paa Tigeren og andre Rovdyr og ud fra deres Forhold op- stillet den almindelige Regel, der dog kun rummer en en Del af Forklaringen. Et Dyr som Gorillaen, om hvilken en Afrikarejsende drastisk siger: „den tager Løver og slaar med dem til Elefanter", behøver ganske vist ikke Flokkens Hjælp i sine almindelige Kampe; men Elefant og Tyr klarede ogsaa nok enkeltvis Livets dag- lige Vanskeligheder. Man maa foruden Dyrenes Vaaben tillige tage Hensyn til Fjendernes Art og Antal og Næ- ringsmidlernes Tilstrækkelighed, og det er netop disse Forhold, der forrykkes i det øjeblik, Mennesket vover sig ned fra Træerne og ud af Skovene. Hvad enten denne Menneskets Vandrelyst har sin Kilde i den ene eller den anden Gruppe Aarsager, saa har de ny Livs- forhold stillet Opgaverne saaledes, at kun et snævrere Samarbejde mellem Individerne har kunnet løse dem. Spencer viser dernæst hen til, at den Spire til Sam- fundsdannelse, som han har paavist, næres ved Nød- vendigheden af at opretholde Racen. Med Hensyn til denne Nødvendighed viser Fysiologien os, at jo højere udviklet og jo mere sammensat en Organisme er, desto længere varer den Tid, da Afkommet er henvist til For- ældrenes Hjælp, da „Individualismen" er opgivet, da de sociale Kiæfter begynder at røre sig. Spencer gaar ud fra, at Familien var den tidligste Form for social Or- ganisation; dog har der rimeligvis forud for den hersket en Slags huslig Kommunisme, under hvilken Moderen alene følte sig knyttet til Barnet. Fra kaotiske Stamme- forhold udgik den Familieorganisation, der paalagde Manden de to Pligter: Selvopholdelse og Familieopholdelse.