Udviklingslære

407 Comte, hans Disciple og i Tilslutning til ham J. St. Mili mener, at Intelligensen er Fremskridtets Hoved- aarsag, at Civilisationen dannes og udvikles som Følge af Ideer, der paa det givne Tidspunkt har be- mægtiget sig Sindene; men denne Opfattelse godkender Spencer ikke. Kulturen er af økonomisk Oprindelse; derimod er det paa ingen Maade Tænkningen, der har været Kulturens første Aarsag. Det var ikke Menneskets Tankeliv, men dets fysiske Fornødenheder, der skabte det sociale Fremskridt; ti det gaar med Mennesket som med Planten og Dyret: de nødvendige Eksistensmidler maa tilvejebringes, for at Livet kan bevares. Den første tilfældige Erfaring, der belærte Individet om, at et Sam- arbejde med Kammerater havde ført til bedre Udbytte, end han kunde have opnaaet gennem sine egne per- sonlige Anstrængelser — denne tilfældige Erfaring blev grundlæggende for Samfundsdannelsen. Efter at have gjort mange af den Slags Erfaringer sluttede Menneskene sig instinktmæssigt sammen i Horder eller Stammer, men Sammenslutningen skyldtes ikke fornuftig Aftale, vel- overvejet Beregning, eller Oprettelse af en „Kontrakt". Da de ny og mere indviklede Livsforhold havde fremtvunget Stammedannelsen, indtræder en for Menneske- samfundet yderst indgribende ny Form for Kampen for Tilværelsen: Krig mellem Stammerne, der atter afføder noget nyt: Anneksionspolitiken, hvilken sidste nødvendig- vis maa opstaa, hvor Befolkningen tiltager mere end Fødemidlerne. Aarsagerne til denne Politik er væsentlig de samme under vore Dages „Kolonisationsbestræbelser“ som under de primitive Stammers Kampe; den er Mas- sernes fælles Gennemførelse af den Opgave, der paahviler hvert enkelt Individ: Livsfornødenhedernes Erhvervelse. Af Krigen udformer sig Militarismen, og med den skabes stærkere sociale Baand end de, som Fælles- interesserne hidtil havde formaaet at skabe. Individet nødes til at underordne sig Hensynet til Stammen eller Staten. Til dette Resultet bidrog ogsaa Religionen, der