Udviklingslære

408 ved at helliggøre Høvdingen eller Kongen gjorde hans Vilje til ét med Himlens Vilje. Høvdingens Død over- flødiggjorde ikke Hensynet til hans Bestemmelser; tvært- imod, Menneskeslægten regeredes baade af den levende og den døde militære Chef, og den døde blev hurtigt den stærkeste, thi han havde den Fordel ikke at kunne for- synde sig mod Religion og Tradition; han blev endogsaa en Støtte for disse Samfundsmagter. Derimod kunde det levende Statsoverhoved komme i Strid med dem, og det blev som Regel værst for ham. I Overensstemmelse med de almindelige Udviklings- love skrider altsaa den primitive Menneskeslægt frem fra at føre Livet som Horde eller Stamme, til at føre det som en militært organiseret Stat. Dette vil udtrykt med Spencers Ord sige, at der er foregaaet en Koncentration, og samtidig dermed har en Række Specialiteter udformet sig. Menneskene er bievne sammenknyttede med stærkere Baand, og Baandene er samtidigt bievne talrigere. Imidler- tid viser ogsaa Spiren til Samfundets Opløsning sig, idet Bestræbelserne for at skaffe Livsfornødenhederne under- ordnes de militære Hensyn, bliver noget lavere, noget mindre anset. Der udvikler sig en Samfundskløft; paa den ene Side staar Krigerne, paa den anden Arbejderne, og Kløften adskiller dem. Krigen, der oprindelig var et Middel til at naa et nødvendigt Maal, bliver i sig selv et værdifuldt Maal. Krigerhvervet bliver det mest ansete Hverv, takket være Patriotismens og Religionens forenede Indflydelse. Buckle har vist, at selv i det antikke Hellas’ Glans- tid var den militære Dannelse den, der gik dybest og gjorde Menneskene skikkede til at udfylde ogsaa de andre Opgaver, som Kulturen førte med sig. Grækenlands tre betydeligste Statsmænd: Solon, Themistokles, Epaminon- das, var udmærkede Hærførere. Tænkere som Sokrates, Plato og Antistenes var Soldater; Archytus, der refor- merede den pytagoræiske Filosofi, og Melussus, der ud- videde den eleatiske, var bekendte Generaler. Talere