Udviklingslære

48 Tystofte, undersøgt Arternes Kamp og Skiften i Græs- marker. Ofte tvinger Kampen mange af Planterne til at udforme andre Egenskaber end de, der under fredeligere Forhold vilde blive udformede. Planternes Kamp mod Dyr. Hermed er imidlertid Vanskelighederne for Plantelivet endnu ikke udtømte; Plan- terne har i Dyrene Fjender af ligesaa farlig Beskaffenhed, som de hidtil skildrede. Man vil i Jægersborg Dyrehave kunne se, at uagtet der hvert Aar modnes Millioner af Plantefrø, er der dog næsten ingen begyndende Kratskov, ti Hjorte og de øvrige fritgaaende Dyr afgnaver den spirende Ungskov. Ungkvæg, Heste og Faar æder gærne Kviste og Bark. Geden er den værste i den Henseende. Kronvildt, Raavildt og Daavildt tager Knopper og Kviste, flaaer, gnaver og fejer Barken. Hvor der findes mange af disse og lignende Dyr, vil Ungskoven ikke komme til Udvikling, og efterhaanden som Storskoven vind- fældes, vil Træarterne uddø og det tidligere Skovdistrikt blive forvandlet til Steppe. I Afrika henligger uhyre Landstrækninger skovløse; ti Drøvtyggere og Zebraer drager frem i mægtige Flokke og afæder alt i den Grad, at Bagtroppen ikke kan skaffe sig Føde. Dyrene i Bag- troppen er altid magre; de dør i Massevis af Hunger, men al begyndende Skovdannelse holdes nede. — Dyrenes omformende Indflydelse paa Træerne kan ses i Dyrehaven, hvor Løvtaget først begynder 3—4 Alen fra Jorden, d. v. s. i den Højde, hvortil Vildt og Kreaturer ikke mere kan naa op. Opskydende Træer bliver purrede. — Dertil kommer saa Fuglenes ødelæggelse af Skud og Knopper; Larvernes ødelæggelser paa Blade og Plantefrø; Insekter, der borer sig ind i Stammen, eller i Grenene, eller i Kvistene; Sneglenes ødelæggelser paa unge Planter; Mus og Insekters Ødelæggelse af Planterødderne, og saa endelig samtlige øvrige planteædende Dyrs Angreb for at forskaffe sig den nødvendige Næring. Jo nøjagtigere man forestiller sig de Farer og Besværligheder, som hver enkelt Plante •og Planteart har at gennemgaa, desto grellere fremtræder