Udviklingslære

558 Comte og Mili, har han aldrig helt strøget af sig; men han har dog stedse, hvor det var ham muligt, gennemført det store evolutionistiske Synspunkt at forklare Frem- komsten af ethvert Udviklingstrin ved Hjælp af de Natur- kræfter, der endnu behersker Livet. Den ændrede Kom- bination af disse Kræfter forklarer de tilsyneladende Spring i Udviklingen. Selv de pludseligste og vold- somste Revolutioner har deres Forklaring i de forud- gaaende Begivenheder og i de ved dem skete Ændringer i de naturlige Kamp- og Allianceforhold. Samfunds- principerne maa udledes fra Drivkræfterne i Menneskets Bevidsthedsliv, ti kun dette Bevidsthedsliv kan vi bygge paa. Nutiden har sin Forklaring i Fortiden, men den forbereder Fremtiden. Den sociale Udvikling foregaar gennem en Kamp mellem Nutidens Interesser og Fortidens Traditioner, og det kan ikke nægtes, at Spencer som overhovedet Datidens engelske Liberalisme ventede denne Kamp afgjort gennem en Udsoning, hvorved Samfunds- interesserne og de individuelle Interesser blev fuldstændig samstemte. Dermed vilde saa Samfundets Herredømme over Individerne ophøre. Dette Ideal hører til den Ballast, som Spencer tilførte Udviklingslæren fra Fortidens Kultur. Det var de franske Encyklopædisters Ideal; det var Benthams Ideal og Stuart Mills Ideal. Ogsaa Karl Marx nærede dette Ideal, ogsaa han ventede en Samfundstilstand, hvor Loven har samme Rækkevidde som Moraliteten, hvor Individernes og Samfundets Interesser dækker hin- anden. I Spørgsmaalet om Vejen, ad hvilken dette Maal naaes, havde de to Forfattere derimod intet fælles. Man har ment at kunne rationalisere Individernes Egoisme og har herved fremkaldt en Reaktion, der repræsenteres af de weismannske Sociologer, nogle nyere engelske Etikere og Nietzsche. Weissmannianerne har Kampen for Tilværelsen og den dermed følgende Udvælgelse af In- dividerne som Skjoldmærke. De tager deres Udgangspunkt fra Ch. Darwin: „I alle civiliserede Lande ophober Men- neskene Ejendom og overlader den til Børnene." „Uden