Udviklingslære

557 de ikke længere virker nydannende. Evolutionismen ad- varer imod at indføre Miraklet i Samfundslæren, og et Mirakel vilde det være, om Egoismen dræbtes af For- nuften i Stedet for som hidtil gennemgaaende at beherske Fornuften. Hele det Kendskab til Menneskets Sjæleliv, der er oparbejdet i Tiden fra Locke til Spencer, strider mod den Antagelse, at instinktmæssige Bevægelser lader sig bekæmpe med Fornuft. Vejen maa gaa gennem Oparbejdelsen af ædlere og om muligt ligesaa dybe Følelser, i hvilke den fornuftmæssige Selvkontrol kan have sikkert Fodfæste. Dette Synspunkt er dikteret af de faktiske Forhold, men ikke af Tilfredshed med det bestaaende Samfund, om hvilket Huxley udbryder: „Selv det bedste i den moderne Civilisation forekommer mig at stille Menneskeslægten under Betingelser, der hverken er forenelige med noget værdigt Ideal eller fortjener at blive stabile. Jeg betænker mig ikke paa at udtrykke den Mening, at hvis der ikke er noget Haab om en dybere- gaaende Forbedring af Livsbetingelserne for den største Del af Menneskeslægten, hvis det er sandt, at vor for- øgede Viden, der følges af et større Herredømme over Naturen, og den forøgede Rigdom, der atter følger dette Herredømme, ikke vil bringe nogen større Forandring i Udstrækningen og Dybden af den store Befolknings Nød og i den deraf følgende fysiske og moralske Nedværdigelse, da vil jeg med Glæde hilse Ankomsten af en venlig Komet, der vil feje det hele bort i en ønskelig Verdens- brand. Hvad hjalp det den menneskelige Prometheus, at han stjal Ilden fra Himlen og gjorde sig den underdanig, og at Luftens og Jordens Aander adlyder ham, naar Pauperismens ørn evigt sønderslider hans Indvolde ?“ Ud fra samme Beklagelse over Menneskeslægtens Skæbne arbejder Spencer paa at gøre Kundskabserhvervelse til Grundlag for den sociale Udvikling. Paa denne Be- stræbelse har Spencer ofret 50 Aars anstrængende Ar- bejde. Den rationalistiske Uddannelse, han fik i sin Ungdom, den, der knytter ham til Condorcet, Kant,