Udviklingslære

mod alle Mennesker, fordi de Samfundsbetingelser, der har udviklet os, ikke er skabte af os selv, men af utallige andre Mennesker, og idet vi nyder Fordelene af disse Betingelser, indtræder vor Pligt eller vor Gældsbevidsthed med Hensyrvtil alle andre, der er ligesaa uskyldige som vi i, at Betingelserne er indtraadte. Svaret nytter dog ikke, fordi Retfærdighed ikke er en konstant Faktor. De, der lider under en Samfundsforandring, behandles ikke retfærdigt; de lider netop i Kraft af deres Solidaritets- følelse overfor de Samfundsforhold, der forandres. Ret- færdigheden skulde dog ydes overfor de enkelte Individer, og de fleste af disse er komne sovende til deres Livs- opfattelse og til deres Handlemaade. Et er imidlertid Spørgsmaalet, hvorledes en Sam- fundsmaskine vil gaa, naar den engang er dannet; et andet er Spørgsmaalet, hvorledes kan den blive dannet? Saavel den kollektivistiske Samfundsmaskine som den individualistiske Moralmaskine vilde sikkert gaa udmærket, naar de blot eksisterede. Men da de nu engang ikke eksisterer, saa tvinges vi til at vende tilbage fra det for- nuftmæssige til det faktiske, og det faktiske er, at enhver Bevægelse gaar i Retning af det største Stød og den mindste Modstand. Denne Lov behersker ogsaa Sam- fundsbevægelserne. Det, der bliver at paavise, er da, at ingen Interesse er saa stærk som Interessen for det for- nuftmæssige, og ingen saa bøjelig som Interessen for det moralske. Naar dette er paavist, da kan Samfunds- udviklingens Retning bestemmes som rationel-human. Skulde dette vise sig ikke at være Tilfældet, skulde det vise sig, at der er Samfundsfaktorer og Karakterelementer, der støder kraftigere, da vil en Dag samtlige Samfunds- teorier og den Rolle, de er kommen til at spille i praktisk Politik, dog staa som et Vidnesbyrd om, hvor dybt Ra- tionalismen arbejdede sig ned ved Siden af de mirakuløse Livsopfattelser, der synes ude af Stand til at repræsentere andet end Modstand mod enhver Samfundsbevægelse, idet