Udviklingslære

560 Sejr. Som alle andre Mennesker er ogsaa Gejstligheden født med en Arv af fysiske og aandelige Egenskaber, af Instinkter og Følelser, der kun i meget begrænset Grad kan ændres. Overfor denne Arv kæmper selv den mest ophøjede Lære forgæves. Af Gejstlighedens Historie kan alle andre Samfundslag lære, hvor lidt en Teori kan føje til Karakterens Grundtræk. Saavel moralsk som fysisk er disse bestemte, før nogen Art af personlig Selv-Kontrol er mulig. En Selv-Kontrol, der fører Individets Interesser ind under de almene, kan tilstræbes; men før den er dannet, kan intet bygges paa den. Den findes allerede hos nogle, maaske hos ikke faa, men hvad kan det nytte, naar Ægteskaberne vedvarende indgaas uden Hen- syn til, om den findes hos begge Parter. Man misbilliger i Almindelighed, at en meget gammel Mand ægter en ung Kvinde, eller at en meget gammel Kvinde ægter en ung Mand; man misbilliger, at en vanfør indtræder i Ægteskab, men man misbilliger ikke, at sjælelige Egen- skaber, der udtrykker høj social Kultur, gennem Ægteskab forvanskes for Børnene. Ikke faa Tilbøjeligheder, der kunde føre til socialt Fremskridt, hvis de fik en alminde- ligere Udbredelse, gaar ad den Vej til Grunde, uden at deres Undergang kan hindres. Den gensidige Følelse, der knytter Ægtefællerne sammen, ledes nemlig ikke af sociale Beregninger, men af personlige Tilbøjeligheder, af individuel Trang. Til denne vises vi stadig tilbage, fordi Weissmannianerne ikke erkender nogen Arveover- tørsel af Vane og Opdragelse. I denne Henseende er der en Forbindelse mellem Nietzsche og den weissmannske Bevægelse. Nietzsche ser Slægtens Fremtid knyttet til Herremennesket, til Over- mennesket, det vil sige til det Menneske, der kun kender Valget mellem godt og slet, men ikke kender noget Valg mellem godt og ondt. Begreberne godt og ondt tilhører Slavemoralen, hvorimod Begreberne godt og slet tilhører Herremoralen. Buddhaisme og Kristendom har i henholds- vis to og tyve hundrede Aar og nitten hundrede Aar