Udviklingslære

561 prædiket for Menneskene, at de skal elske hverandre, ofre sig for hverandre, og dog er denne Lære vedbleven at være en Lære; Menneskene har hørt paa den en Dag ugentlig, de øvrige seks Dage af Ugen har de revet Brødet af Munden paa hinanden. Det er en Lære, der ikke har ændret Livsbetingelserne, men skjult disse for Menneskene med en hel Del Talemaader, saa at Darwin ligefrem maatte opdage, hvorledes de virkelige Livs- forhold er. Menneskene troede at elske Frihed, Lighed, Barmhjærtighed; saa kom Darwin, Wallace, Huxley, Haeckel, Weismann og lærte dem, at de kæmpede for Tilværelsen, som alt andet i Naturen gør det. Som Fred adskiller sig fra Krig, Slaven fra den fri Borger, den syge fra den sunde, den svage fra den stærke, saa- ledes adskiller den gamle Verdensopfattelse sig fra Darwin- ismen. Darwin mente, at den herskende human-demo- kratiske Etik kunde forsone sig med Udviklingslæren; Nietzsche mener det ikke; han mener, at denne med Nød- vendighed fører til Læren om Overmennesket; den fører ikke til at gøre Menneskene lykkeligere, men til at gøre dem klogere og stærkere. Fra hans Synspunkt maatte det være en Lykke, at Udviklingslæren kom tidsnok til at forhindre det liberale Ideal om Menneskenes Lighed saavel som det humant-socialistiske Ideal om alle Men- neskers ensartede Tilværelsesret og Tilværelsesværd fra fuldstændig at bemægtige sig Sindene; i Stedet for alle eksisterende Menneskers Velfærd tegnede den en glimrende Fremtid for de højest udviklede Racer; den maa med Nødvendighed nægte, at alle Mennesker kan være Motiv for de enkelte Individers Handlinger. Selv Darwin, der dog troede paa sin Læres demokratiske Rækkevidde, forstod, at Samfundets moderne Kulturindretninger ikke fremhjalp den naturlige Udvælgelse, at de snarere hæm- mede den uden helt at kunne undertrykke den. I en af sine sidste Samtaler med Wallace udtalte Darwin sig med ringe Haab om Menneskeslægtens Fremtid, som han fandt formørket ved de af Kulturen opstillede Hindringer Udviklingslære. 36