Udviklingslære

562 for, at Dygtighed kunde komme til sin Ret. Ved den gældende Arveret sikrer den rige Mand sine Børn For- plantningsmuligheder, selv om det havde været bedre for Menneskeslægten, at de ikke var bievne sikrede. Ved den systematiske Pleje af syge og svage lægges andre Hindringer i Vejen for Udvælgelsen. Nietzsche nærmer sig Spencer ved Forventningen om en Tid, da en Hand- lings moralske Værdi maales efter dens fysiologiske Nødvendighed og ikke efter det, der tilsigtes med Hand- lingen, en Tid, hvor en Handling kun kaldes god, naar den højner Livet; men medens Spencer ved denne Højnen af Livet forstaar en stærkere Fungeren af de tilstede- værende Livsfunktioner, forstaar Nietzsche derved en Til- kæmpelse af ny Færdigheder, en Udvidelse, Berigelse, Forøgelse af Funktionerne. Han udleder sin Etik af vore Instinkter, mener selv at have funden den, men i Virke- ligheden er det Udviklingslærens Konsekvenser, han. drager i en bestemt Retning. Han lader Zarathustra sige: ikke Udviklingslæren lærer eder Overmennesket som nyt sædeligt Ideal, men jeg lærer eder Overmennesket; ikke desto mindre er det Udviklingslæren, der har aabnet hans Øjne for dette Ideal og bragt ham til at elske den Sundhed, som han søger i sit Overgennemsnitsmenneske. Paa Darwins Lære om Artsdannelsen grunder han sin Teori om Frembringelsen af en aristokratisk Race, hvis Liv er „Vilje til Magt“. Kunde man fastsætte absolute Moralværdier, Handlinger, der overfor alle Mennesker besad moralsk Værdi, da kunde en saadan Race ikke fremkomme. Saadanne Værdier gives imidlertid ikke. Derimod har Menneskene en Drift til Magt, der kan føre Individerne til Moralitet, naar Betingelserne dertil er til Stede. Denne Vilje til Magt har imidlertid vor Civilisations Slave-Befolkning søgt at knuse; de har presset den ind mellem Sympati og Broderkærlighed, saa de smaa Aander kan triumfere, og de store gaar til Grunde. Overfor den falske Humanitets ødelæggelser prædiker han den Lære: „bliv haarde", brug ingen svækkende Tale om Menneske-