Udviklingslære

563 rettigheder, ingen tomme Formularer fra en Religion, hvis Væsen vi har opgivet. „De bedste Ting tilhører mig og mine; giver Menneskene os dem ikke, da tager vi dem: den bedste Føde, den reneste Himmel, de stærkeste Tanker, de smukkeste Kvinder." Det er den herskende Races herskende Klasser, der her taler; det er Aar- tusinders Militærmoral, der drager sine Konsekvenser af Udviklingslæren i Bevidsthed om at være en Samfunds- faktor. Det er Individualisme, men ikke Spencers; heller ikke Krapotkins. Hos Krapotkin fremstilles Viljen til Lyst som det eneste Handlingsmotiv; det er den, der bevirker, at et Menneske spiser sine sultne Børns Mad, medens den ligeledes bevirker, at et andet Menneske sulter sig selv for at dele sit Maaltid med andre. Han henviser selv til, hvor forbavsede vore Bedsteforældre blev, da de engelske Filosofer og de franske Encyklopædister op- dagede, at denne Stræben efter Lyst var det egentlige Handlingsmotiv, og vi finder saaledes hos Krapotkin som hos næsten alle den sidste Menneskealders Etikere et Fundament af Velfærdsmoral overtrukket med et tættere eller tyndere Lag af Udviklingsetik. Denne Stræben efter Lyst driver Arbejdsgiveren til at udbytte sine Arbejdere, ligesom den driver Anarkisten; den behersker Pattebarnet, den diende Moder, Aben, Myren, hele den organiske Verden. Findes der da i Verden ikke Forskel paa godt og ondt, er alt af lige Værd, fordi alt tilsigter individuel Tilfredsstillelse? Til dette Spørgsmaal svarer Krapotkin kun nej. Hele Dyreverdenen, fra Insektet til Mennesket, ved, at der er Forskel paa godt og ondt, og den behøver hverken at søge Oplysning hos Kirkefædre eller hos Filosofer, for derved at lære Forskellen at kende, ti alle Dyr har den samme naturlige Trang til at opretholde Racen og skabe den størst mulige Lyst for hvert enkelt Individ. Det er Racens Opretholdelse, der er det af- gørende Kendetegn paa, hvad der er godt, og hvad der er slet. Hensynet til Stammen kan bringe Naturmennesket 36*