566
Frigørelse, men Spørgsmaalet om Vejene, ad hvilke Ud-
viklingen skal foregaa, besvarer den med en uklar og
almindelig Henvisning til Oplysning og en dermed følgende
forbedret Moralitet. Kollektivismen kender ikke blot det
Maal, der skal naas, men ogsaa i Enkelthederne de Veje,
ad hvilke det naas: Arbejdsmidlernes successive eller
revolutionære Socialisering og den dermed følgende Om-
dannelse af det daglige Liv i Samfundet og i Familien.
Kollektivismen nærer en beundringsværdig Tillid til For-
nuftens Indflydelse paa Livet. Det ligger i den givne
Skildring, at Udviklingslæren som saadan ikke har noget
socialt Ideal; den søger Klarhed over Udviklingsfaktorerne
og over de Veje, Udviklingen har gennemløbet. Denne
Klarhed vil formentlig komme de etiske og sociale Sy-
stemer til Gode i samme Grad det paavises, at samtlige
Udviklingsfaktorer er af ganske naturlig Beskaffenhed, og
at Udviklingen stadig bestemmes ved et Samspil mellem
de tilstedeværende Kræfter. Af disse Kræfter er Fornuften
én, men ogsaa kun én, og derfor er Kampen stadig staaende
mellem dem, der spørger: hvorledes opnaas en overfornuftig
Sanktion af Livets byrdefulde Forhold? og dem, der spørger:
hvorledes opnaas en fornuftmæssig Sanktion af de samme
Forhold?