Udviklingslære

565 at Undertrykkelsen af Menneskets Daadskraft, af den fri Udfoldelse af hans Personlighed, vil være til Gavn for Slægten. Samtlige individualistiske og kollektivistiske Systemer har deres Rod i det attende Aarhundredes Rationalisme. De har draget nogle Konsekvenser af Udviklingslæren; hver har draget sine, og jo flere Systemer der opstaar, jo flere Konsekvenser vil formentlig blive dragne. For at tilkende en enkelt af Retningerne Sejrens Pris, maa man først have løst en Opgave, som alle Parter har ladet ligge, nemlig den, at paavise Fornuftens og de humane Følelsers virkelige Betydning som Udviklingsfaktorer. At denne Opgave hidtil ikke er forsøgt løst, beror paa Tidens blinde Tillid til, at en Paavisning af, hvorledes Samfundsudviklingen fornuftmæssig burde være, vil efter- følges af Samfundets Omdannelse i den paaviste Retning. Udviklingslæren anerkender fuldt ud Fornuftens og Hu- manitetens Betydning som Drivkræfter for Menneskenes Handlinger, men Styrkeforholdet mellem disse Drivkræfter og de økonomiske, militære, religiøse Tilbøjeligheder, der hidtil har haft en saa mægtig Betydning, er ikke fastsat. Før denne Fastsættelse er sket, kan ingen forudse Ud- viklingens fremtidige Former. Kun saa meget kan siges, at søger man Oplysning hos Psykologerne om Forholdet mellem Fornuft og de højere Følelser paa den ene Side og de mere fundamentale Instinkter og Kræfter paa den anden Side, da vil man ikke kunne dele de rationalistiske Forfatteres sangvinske Forventninger om at kunne be- stemme Retningen for Samfundsudviklingen. Selv om denne en Tid kan føres i et fornuftmæssigt og humant Spor, maa man stedse være forberedt paa Katastrofer, hvor andre udvælgende Kræfter bryder igennem. Individual- ismen kender det Maal, der skal naas: Personlighedens