Udviklingslære

92 norme Udvikling, men som aldrig har virket direkte paa Individet under eller efter dets Fostertilstand, opfatter vi for Kortheds Skyld som én samlet Aarsagsmasse. De Egen- skaber, der skyldes denne, plejer man at kalde nedarvede. Blandt 141 Patienter, hos hvilke Sallier paaviste arvelig Alkoholisme, kunde Arven i 93 Tilfælde føres tilbage til Forældrene, hvor den var erhvervet; i 10 Tilfælde til Bedste- forældrene og i 3 Tilfælde til Oldeforældrene. Det nedarvedes Oprindelse er ikke altid saa iøjne- faldende som hos „Belejringens Børn“; i det hele taget behøver Arven ikke at ytre sig paa samme Maade hos Afkommet som hos Forældrene. Af den Grund plejer man at skælne mellem to Slags Nedarvning: den ensartede og den uensartede. Ensartet Arvelighed bestaar i, at ved- kommende Ejendommelighed optræder paa samme Maade i det yngre Slægtled som i det ældre, hvor den grund- lagdes. Optræder Arven derimod paa anden Maade, da kaldes den uensartet. Naar t. Eks. en Drankers Børn bliver skeløjede, eller lider af Krampe eller af Lyst til at stjæle, eller af Løgnagtighed, medens ingen af Delene var Tilfældet med Forældrene, da er Arven uensartet. Arven optræder nemlig som Disposition, i det nævnte Tilfælde som sygelig Svækkelse, og den kan udformes forskelligt af Livsforholdene. Disse Livsforhold kan tilmed være af den Beskaffenhed, at de modvirker Udformningen af en bestemt Egenskab, uagtet Anlæget til denne gør sig saa stærkt gældende, at det kan overføres til næste Slægtled, hvor det maaske finder gunstigere Vækstbetingelser. Ved- kommende Egenskab kan da udfolde sig, og Barnebarnet kan saaledes komme til at ligne eller minde om én af Bedsteforældrene. I slige Tilfælde taler man om springende Nedarvning, Atavisme. Den videre Udvikling af Arvelig- hedslæren vil blive givet i et senere Kapitel. Mellem den uensartede Nedarvning og Variations- dannelse er ingen Kløft; disse to Livsytringer glider over i hinanden. Variationsdannelsen kan bero paa uensartet Arvelighed, men den kan ogsaa bero paa rent personlige