Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

122 DYRENES LIV hændte det ogsaa, at to forfulgte hinanden i Flugten •— altid, som det syntes mig, i Leg. »Ved nøjere Iagttagelse overtydede jeg mig om, at den bestandige Bortflyven fra Snoren skete i den Hensigt at fange smaa, for det menneskelige Øje næsten usynlige Insekter. Jeg hørte meget ofte Næbet slaa sammen, og et Par Gange saa jeg ogsaa en Flue blive snappet, som netop var stor nok til at kunne ses af det menneskelige Øje. Nogen Tid efter satte jeg fem af mine Smaafanger i et stort Bur, hvis ene Side var forsynet med et Staaltraadsgitter. Jeg havde frygtet meget for denne Forandring og bragte dem derfor om Aftenen i Buret i det Haab, at Natten vilde berolige dem. De var først ved Hjælp af Glasset med Sukkervandet bievne vant til at flyve derind, saa at det ikke var dem noget ubekendt Rum. Efter at Døren var lukket, flagrede de en Smule ; men den følgende Dag saa jeg med Glæde, at de alle sad roligt paa Pindene og af og til sugede af Glasset. Snart efter satte jeg endnu to Hanner og en Hun ind til dem. Jeg nærede nu det bedste Haab om at kunne bringe dem levende til England; men dette Haab blev snart skuffet. En Uge efter, at de var satte i Bur, begyndte Ødelæggelsen. Undertiden døde der to paa én Dag. Ugen efter havde jeg kun én tilbage, som snart gik samme Vej. Jeg søgte forgæves at erstatte dem med ny. Aarsagen til Døden var vistnok Mangel paa Insektnæring; thi Sukkervandet var ikke i Stand til at opholde deres Liv. Alle de Døde var ogsaa paafaldende magre, og deres Maver var saa sammen-skrumpede, at de næppe var kendelige. 1 det større Rum havde de endnu kunnet fange Insekter —■ i Bur havde det været dem umuligt.« Den engelske Rigmand Gould, der ejede Verdens største Kolibrisamling, fodrede Kolibrier med en Blanding af Sukker og raa Æggeblommer, og de befandt sig saa vel derved, at han bragte dem lykkeligt over Oceanet. De døde imidlertid, saa snart de kom indenfor Grænserne af det europæiske Klima; kun én naaede levende London, men den døde allerede den følgende Dag. Den gamle Verdens Fastland har aldrig været betraadt af nogen af disse prægtige Smaafugle. Tidligere blev Sejlerne (Cypselidaé) henregnede til Svalerne, med hvilke de har megen Lighed i Udseende og Levemaade. Mangelen af Sangmuskler henviser dem imidlertid til den her omhandlede Orden. De er middelstore eller smaa Fugle med et langstrakt Legeme, kort Hals og et bredt, temmelig fladt Hoved, som ender i et meget kort, indadtil bredt og fladt Næb, hvis Mundvige naar til midt under Øjnene, saa at Gabet bliver meget stort. Fødderne er korte og fjerklædte næsten ned til de stærke Tæer, og Kløerne er