Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 17 mørkebrun. Hunnen har en lysere Strube. —■ Den bor saavel i Løv- som i Naaleskove, helst paa fugtig Jordbund. I Danmark er den dels Strøg- og dels Trækfugl. Allerede i Sydsverrig overvintrer mange gamle Solsorter, og det er i det Hele kun de unge, der følger det almindelige Drosseltræk sydpaa i Oktober. De vender tilbage i Marts. Solsorten er, ligesom de foregaaende, en klog, forsigtig og sky Fugl. Æggene har omtrent samme Farve som Sjæggerens. Til Fangenskab egner Droslerne sig kun, naar de kan holdes i det Fri i et stort Fællesbur. Deres kraftige og fuldtonende Sang er for stærk for et Værelses indskrænkede Rum, og deres bestandig Ædelyst drager Følger efter sig, som ikke ganske kan fjernes, selv ved den største Renlighed. Droslerne er Verdensborgere, der lever i de forskelligste Lande og under de forskelligste Vilkaar. De, som kun er sjældne Gæster i Mellem- og Nordeuropa, kommer hertil fra Sibiriens fjærneste Østen, Kamtsjatka, ja har undertiden endogsaa passeret Beringshavet og gennemfløjet hele Asien. Alle er livlige, kloge Fugle, med fine Sanser, sangbegavede, muntre og selskabelige, men dog ingenlunde fredsommelige. Fra tidlig Morgen til sildig Aften er de i næsten uafbrudt Bevægelse, og kun Middagstimens Hede afdæmper noget deres Rastløshed. Deres Sanser er mere harmonisk udviklede end de fleste andre Fugles. Selv det mindste Insekt opdager de paa lang Afstand, og at deres Høre- og Smagssans er fintmærkende, fremgaar saavel af deres Sang som af deres Lækkermundethed. Enhver, der kender dem nøje, vil ogsaa vide at vurdere deres Aandsævner. De er ikke blot kloge, men ligefrem snu, ikke blot sky, men beregnende forsigtige; de er dristige, men dog mistroiske; de opfatter hurtigt, bedømmer Forholdene rigtigt og forstaar at benytte alle Midler og Udveje for at undgaa Fare. I Skoven bliver de derved til et Slags Vagtposter, paa hvis advarende Færd ikke blot nære Slægtninge, men ogsaa fremmedartede Fugle, ja selv Pattedyrene lægger Vægt. Alt paafaldende, usædvanligt og nyt vækker Droslernes Opmærksomhed, og de nærmer sig det med tydelig Nysgerrighed for rigtig at tage det i Øjesyn, men holder sig dog stedse paa velberegnet Afstand. -— Saa stridbare de end er af Naturen, kan de dog ikke undvære hinandens Selskab, og det Lokke-skrig, en af dem udstøder, høres sjældent af de andre, uden at blive fulgt. Ikke blot med andre af samme Art forener Droslerne sig gerne, men overhovedet med alle Drosler, og undertiden forbliver de lang Tid sammen, rejser sammen og tilbringer Vinteren sammen i det fremmede. I Mangel af bedre tager de endog til Takke med helt andre Fugles Selskab; og hvor vilde de end i Begyndelsen kan være efter at være bievne fangede, lærer de dog snart at se en Ven i den, der behandler dem godt, og slutter sig inderligt til ham. Brehm: Dyrenes Liv. II. 2