Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 535
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
364
DYRENES LIV
som Ynglefugl imellem den 80de og 58de Grad n. Br. Indenfor disse Grænser findes den overalt almindelig, dog sjældent i større Skarer, men som oftest i Smaaflokke, parvis eller enkeltvis. I Danmark er den flere Steder fundet ynglende. Den er en godmodig og fredelig Fugl, og for Mennesker er den ikke synderlig bange. Grønlænderne og Islænderne bemægtiger sig Tejsterne, naar de kan. Nordmændene tager derimod kun deres 2 Æg, der findes i Huller, som Fuglene selv graver. Kødet har en trannet Smag. Den langnæbede Tejste eller Lomvien ([7. troile) er i Yngledragten paa Forhalsen fløjlssort med et hvidt Baand overVingen; Underkroppen
Lomvier paa Ynglepladsen.
er hvid med brune Længdestriber paa Siderne. I Vinterdragt er ogsaa Forhalsen og tildels Kinderne hvide. Længden udgør 46 Ctm.
Alle Lomvier lever ved Kysterne af de nordlige Have, men yngler ogsaa enkeltvis i det tempererede Bælte og søger regelmæssig dertil om Vinteren. Den langnæbede Tejste, som Bornholmerne kalder Mulen, findes saale-des ynglende paa Bornholm ved Hammeren. Den er overordentlig talrig langs Vestkysten af Norge, paa Færøerne og paa Island. Kun i Yngle-liden nærmer Lomvierne sig Land; udenfor denne Tid lever de i rum Sø, dc fleste Aar ud og Aar ind i samme Strøg. De svømmer med stor Færdighed, dykker mesterligt og ror overordentlig hurtigt under Vandet med Vinger og
Fødder og kan forblive flere Minutler i Dybet; de flyver rask, med snurrende Vingeslag, som oftest lavt lien over Vandspejlet og kun højt, naar de søger hjem med er deres Fødder ikke afsted paa hele Fodsaalen; paa Taaspidserne, men de holde Ligevægt. Slemmen paa forskellig Maade, saa
Af og til høres der ligesom mjauende Toner.
Paa Land viser Lomvierne sig som overordentlig fredsommelige og godtroende Skabninger. Man kan nærme sig til dem i en Afstand
til Reden. Til at gaa paa fast Grund gode, og æau sér dem der glide tungt undertiden løber de dog som dansende maa da tage Vingerne til Hjælp for at er en langtrukken Snærren, som betones at den lyder som »Ørr!« eller »Err!«