Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 37 Bast og Plantetrævler og er indvendig tykt udforet med Planteuld. Paa Siden har den et Indgangsrør af Form som en Flaskehals. Hele denne kunstfærdige Rede bygges i mindre end 14 Dage. Den findes i Reglen ophængt i Træer 4—5 M. over Jorden ved Randen af Rørskove, sjældnere imellem Rørene selv. Æggene er meget tyndskallede og fintkornede og uden synderlig Glans; Farven er snehvid, men Indholdet giver dem et rødligt Skær. Begge Mager hjælper hinanden med at bygge Reden, ruge og made Ungerne med Smaalarver og Myg. Til Mejserne slutter sig Træløberne (Certhiidae), karakteristiske ved deres lange, med slanke Kløer bevæbnede Tæer. Familien kan deles i to Underfamilier: Spætmejserne og de egentlige Træløberne. Spætmejserne (Sittinaé) har et lige, langagtig kegledannet, ved Spidsen noget sammentrykt, meget haardt og spidst Næb. Næseborene er tyndt bedækkede af fremadrettede Fjerbørster, Foden har et kort Løb; Vingen er bred og kort afrundet; Svingfjerene er bløde og bøjelige, og den afrundede Hale er kort og blød og aldeles ikke i Stand til at understøtte Klatringen. Spætmejserne findes i alle Verdensdele med Undtagelse af Mellem- og Sydafrika og Sydamerika. De opholder sig fortrinsvis i Skove, hvor de klatrer lige saa vel ned som opad Træerne — en blandt Fuglene enestaaende Ævne. De er Strøgfugle, hvis Føde bestaar af Insekter og Plantestoffer, navnlig Frø. De bygger Rede i Træ- eller Klippehuller, hvis Indgang de tilklistrer med Ler, dersom den er større, end det behøves, for at de kan smutte derigennem. Den i næsten hele Europa almindelige Spætmejse, ogsaa kaldet Nøddehakkeren, paa norsk: Nødvækken (Sitta caesia) er oventil graablaa, med en sort Stribe gennem Øjet, underneden bleg rustgul og ved Undergumpen rødbrun. Længden udgør 16 Ctm. Spætmejsen lever bestandig enkeltvis eller parvis eller i alt Fald i meget smaa Familier, ledsagede af andre beslægtede Fugle. Den bebor helst Skove med højstammede Træer, uden Underskov. Den er ikke sky for Mennesker og findes lige saa vel ved Spadsereveje som i den ensomme Skov. Om Sommeren holder den sig til et snævert begrænset Omraade — et eneste Egetræ kan give den fuldt op at bestille i flere Timer; om Efteraaret begynder den sine Strejftog. Intet Øjeblik er den ledig. Lokketonen er et fløjtende »Tyit, tyit, tyit,« den sædvanlige Stemme et kort, skarpt »Sit!« Parringsskriget bestaar af meget smukke, høje Fløjtetoner, der kan høres langt bort. Hannen sidder i Trætoppene, drejer sig til begge Sider og udstøder sit »Tyit!« og Hunnen svarer da fra et Træ i Nærhe-