Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

424 DYRENES LIV Øjne og et saa giftigt Blik, at det virkede endnu værre end Nutidens Sydeuropæeres og Østerlænderes »onde Øjne«. Den fra Brasilisken udstrømmende Gift opfyldte, — saaledes fortaltes der, — Luften og dræbte alt Levende, som indaandede den eller kom i Berøring med den. Frugten faldt af Træerne og fordærvedes, Græs og Ur'er af-svedes, Fjælene styrtede døde ned fra Luften, og Hest og Rytter omkom. jÖer var kun ét Dyr, som kunde fordrive den og gøre den uskadelig, og det var den almindelige Gaardhane. Basiliskeq blev tvunget til at flygte til Jordens Inderste, naar den hørte lianens Galen. Dette fabelagtige Udyrs Navn har man overført paa en Gruppe af Leguaner og kaldt dem Basilisker (Basiliscus'). De har en af Hvirvlernes Torntapper støttet Hudkam paa Ryggen og langt ud paa Halen og Bræmmer af fremstaaende Skæl paa Baglemmernes Tæer. Den i Mellemamerika levende Hjælmbasilisk (B. ameri-canus'), der bliver 80 Ctm. lang, har paa Baghovedet en spids, skæl-klædt Hælte, som støttes af en fremstaaende Brusk. Hudens egentlige Farve er vistnok grøn, men veksler. Saa vidt vides, lever Dyret udelukkende af Plantefødc. — »To Arter blomstrende Ingaer havde hidlokket en tallos Mængde Insekter, og disse havde igen hidført et ualmindelig stort Antal Leguaner. Ved hv'rt Aaretag, vi gjorde fremad, styrtede tre til fiie af disse store Dyr sig ned fra Træerne i Vandet eller forsvandt, i det de lynsnart smuttede fra Gren til Gren i Toppens tætte Løv, — et Tilflugtsted, som dog ikke sikrede dem mod Indianernes skarpe Øjne eller sikkert træffende Pile. Alt var Liv og Travlhed; thi det galdt om at faa jo mere des bedre af den kostelige Lækkerbidsken i Gryderne til Dagens Maaltid. Med Bøsserne gav Jagten ikke saa rigt et Udbytte som med Pilene, da de af Hagl trufne Leguaner, naar de ikke var dødeligt saarede, øjeblikkelig styrtede sig i Vandet og ikke paa ny kom til Syne, hvilket derimod hindredes af de Janfje Pile. Blandt Byttet var der flere Stykker, som var henved 2 M. lange. Til Trods for disse Dyrs hæslige Udseende hører Kødet til det fineste, der gives, og Æggene smager udmærket.« Med disse Ord fortæller Schomburgk om et Møde med Leguanen (Iguana tuberculata), der er den mest bekendte Alt og paa en Maade en Type for Familien. Dens Kendemærker er især den langstrakte, sammentrykte Krop, det store, flrsidede Hoved, den korte Hals, de kraftige, men meget langtaaede Lemmer, den meget lange, ved Roden noget sammentrykte Hale, den store, langt nedhængende Strubepose med en Kam af Pigge for til, samt endelig den Kam, der strækker sig hen ad Ryggen,'lige fra Nakken til Halespidsen. Hudens Grundfarve er smuk bladgrøn, der hist og her gaar over i Blaat, Mørkegrønt, Brunt og Graat; Halen er tegnet med flere tydelige Baand. En anden Art, den nøgenhalsede Leguan (I. nudicollis) ligner den foregaaende, men adskiller sig fra den bl. a. ved en noget mørkere Farve. Begge Arter lever i det nordlige Brasilien og i Landene langs den meksikanske Havbugt samt paa Antillerne. De