Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

426 DYRENES LIV de ikke sjældent ned paa Jorden for ogsaa at drive ivrig Jagt der; men i Fare flygter de atter op i Træernes høje Toppe eller ud i Vandet. De Rejsende, som har iagttaget disse Dyr i fri Tilstand, er enige i, at de jager levende Dyr. Leguanernes Væsen har ikke meget tiltalende ved sig. De synes ikke at være synderlig kløgtige, men saa meget mere ondskabsfulde. I Almindelighed flygter de, naar de ser Mennesker; men trænger man haardt ind paa dem, sætter de sig dristig til Modværge, puster sig op og udspiler Strubeposen for at give sig et skrækindjagende Udseende, hvæser, springer løs paa Modstanderen, søger at bide sig fast og slipper ikke let, hvad de engang har bidt; desuden uddeler de stærke og smertelige Slag med den kraftfulde Hale. — Galapagosøerne udgør en Verden for sig selv, og den største Del af deres Planter og Dyr findes ikke noget andet Sted. Blandt de der levende Øgler er der to højst mærkelige Leguaner, som udgør en egen Slægt. De er bedækkede med skarpe, ru og knudrede Skæl, som paa Hovedet danner kegle- eller pyramideformede Hornudvækster, der giver Panden et Udseende, som bedst kan sammenlignes med en Gruppe Kvartskrystaller. Den ene Art, Havleguanen (Amblyrhynchus cristatus) findes meget almindelig paa alle Øerne, lever udelukkende ved den klippefulde Strandbred og er hidtil aldrig fundet længere end en halv Snes Skridt fra Bredden. Den bliver omtrent 135 Clm. lang og kan veje 12 Kilo. Farven er nærmest sort, paa Spidsen af Knuderne noget lysere. Man har undertiden set den svømme om i nogle Hundrede Skridts Afstand fra Kysten og flokkevis søge ud paa Havet for at æde den paa Havbunden voksende Tang, af hvilken der er fundet Levninger i dens Mave. Den svømmer særdeles let og hurtigt med slangelignende Bugtninger, men uden at bruge Lemmerne, der holdes tæt ind til Siderne. Paa de ujævne og spaltede Lavamasser, hvoraf Kysterne overalt bestaar, ser man undertiden uhyre Flokke af disse stygge Krybdyr ligge paa de sorte Klipper, faa Meter over Brændingen og sole sig, imedens de strækker Fødderne fra sig. Mærkeligt er det, at de ikke flygter ud i Havet, naar man forskrækker dem. Man kan let drive dem ud paa en lille Pynt eller Odde, men her lader de sig hellere gribe ved Halen, end de springer i Vandet. Deres Kød og Æg spises af de Indfødte. I alle Skove i den varmere Del af Amerika lever der en talrig Slægt af nydelige Øgler, der er bekendte under det paa Antillerne brugte Navn Anolis. Deres vigtigste Kendetegn er den ejendommelige Foddannelse. De fire, veludviklede Lemmer, af hvilke Baglemmerne er de længste, har store Fødder med fem, meget ulige lange Tæer, hvis midterste Led er udvidede og paa Undersiden forsynede med tværstillede Hudblade — en lignende Dannelse som hos Gek-koerne. Enhver, som undersøger Dele af Amerika, gør os bekendt med nye Arter af denne vidt udbredte Gruppe. Anoliserne lever