Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

428 DYRENES LIV Rødstrubet Anolis. overalt, i Skov og Lund, kommer fra Træerne ind i Husene, ja endog ind i Værelserne, hvor de tiltrækker sig megen Opmærksomhed, medens man i de dybe Urskove kun tilfældigvis faar Øje paa dem, naar de sidder stille og ubevægelige paa en Gren. De fortærer Insekter, som de styrter sig over ligesom en Kat over en Mus og griber med en næsten utrolig Sikkerhed. Indbyrdes lever de i idelig Strid. Naar de bliver vrede, puster de den store Strubesæk op, aabner Gabet, springer efter deres Modstander og søger at bide sig fast paa denne. Desuagtet frygter ingen dem, ja hist og her betragtes de endog med Velvilje, fordi de fanger Insekter. Af de talrige Arter vil vi kun nævne den rødstrubede Ano-lis (D. carolinensis), der lever i Sydstaterne og i Vestindien, samt den grønne Anolis (D. punctata), der lever i Brasiliens Skove. Tornfirbenene og Tudseøglerne har et kort, bagtil bredt Hoved, en fladtrykt, klodset Krop, en kort, kegledannet Hale og ofte en pigget Skælklædning. Den korte, sammentrængte, ved Pigge og Udvækster snarere misdannede end prydede Krop gør de fleste Arter modbydelige og paadrager dem endog Mistanke om at være giftige. De flestes Føde bestaar af Insekter; nogle Arter jager dog vistnok ogsaa smaa Hvirveldyr, navnlig Mus, unge Fugle, Firben o. s. v.; men nogle æder ogsaa Plantestoffer, især Græs. Dette er f. Eks. Tilfældet med de saakaldte Pighaler (Vromastix), der bebor Afrikas, Asiens og Nyhollands øde Egne. De har et højst eiendommeligt Udseende og synes at maatte være ubehjælpsomme Dyr. Dette er dog ingenlunde Tilfældet; thi ogsaa de kan bevæge sig hurtigt. De opholder sig altid i øde, stenede Egne uden dog at sky beboede Steder. Naar et Menneske nærmer sig, iler de bort med bugtende Bevægelser af Kroppen, — hvilket paa Grund at dennes Korthed og Plumphed og paa Grund af Halens Stivhed ser noget besynderligt ud, — og smutter saa hurtigt som muligt ind i Skjulesteder, hvortil helst vælges smalle, dybe Klipperevner. Hindrer man dem i at flygte, hvæser de og søger at bide fra sig. Deres Angreb sker meget hurtigt, og deres Kæbers Kraft er saa stor, at man gør bedst i at tage sig i Agt for dem.