Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

454 DYRENES LIV jeg om, at dette forholdt sig rigtigt og ansaa snarere en Alligator for Gerningsmanden, skønt vi i nogen Tid ikke havde set Alligatorer i Floden; men nogle Dage efter blev jeg tilstrækkelig overbevist. Det unge Mandskab fra de forskellige Kolonipladser forenede sig nemlig til en Jagt efter Misdæderen og fandt tilsidst Slangen ved Mundingen af en lille mudret Flod, hvor den solede sig. Efter at den var dræbt ved Kastespyd, fik jeg den at se den følgende Dag; den hørte just ikke til de store Eksemplarer, da den kun var 6 M. og 40 Ctm. i Omfang, Netop om Anakondaen paastaar man, at den undertiden overfalder Mennesker. Schomburgk meddeler ordret følgende: »I en Mission i Guyana var endnu alle forfærdede over en Kæmpeslanges Overfald paa to Medlemmer af Missionen. En Indianer var nogle Dage før sammen med sin Kone roet op ad Floden paa Fuglejagt, og et Skud havde ramt en opskræmmet And, der var falden ned paa Bredden. Men da Jægeren ilede hen til sit Bytte, blev han pludselig greben af en Anakonda. Han kaldte nu paa sin Kone og sagde, at hun skulde bringe ham en stor Kniv. Men næppe var hun kommen hen til ham, førend hun (dog maaske rent tilfældigt) ogsaa blev greben og omslynget af Udyret, hvilket heldigvis gav Indianeren Lejlighed til at faa sin ene Arm fri, saa at han kunde bibringe Slangen flere Saar. Herved svækkedes den, hørte op med sit Angreb og flygtede. Dette var det eneste Tilfælde af Overfald paa Mennesker af Anakondaslanger, om hvilket jeg hørte tale.« Ogsaa andre Rejsende beretter om lignende Angreb. »I Ega,< fortæller Bates, »havde en Gang en Anakonda nær slugt en Dreng paa ti Aar. Fader og Søn vilde plukke Frugt og var af den Grund landede paa en sandet Flodbred. Drengen blev tilbage i Baaden, hvorimod Manden trængte ind i Skoven. Medens nu Drengen legede i Vandet under Træernes Skygge, blev han pludselig omslynget af en stor Anakonda, der var kommen bag paa ham. Drengens Skrig tilkaldte Faderen i rette Tid; denne greb straks fat om Anakondaens Hoved, brød dens Kæber fra hinanden og befriede saaledes lykkelig og vel Drengen.« Ogsaa Humboldt omtaler udtrykkelig, at de store Vandslanger kan være farlige for Indianere, der bader sig. Men disse Eksempler kan dog ikke omstøde den almindelige Regel, at Anakondaen ikke jager Mennesker og heller ikke frygtes, hvor den hører hjemme. Humboldt er den første Naturforsker, der omtaler, at Anakondaen graver sig ned i Dyndet og falder i Dvale, naar de Vande, hvori den opholder sig, udtørres. »Indianerne finder ofte,« siger han, »uhyre Kæmpeslanger i en saadan Tilstand, og man tirrer dem da og hælder dem over med Vand for at vække dem.« En lille Slægt af Kvælerslangen udmærker sig ved sit hundelignende Hoved. Hundehoved-Kvæleren (Xiphosoma caninurn) bliver 3—4 Meter lang. Den er smuk bladgrøn og har langs Siderne livligt afstikkende, hvide Dobbeltpletter; Bugen er gulgrøn.