Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

506 DYRENES LIV deres vigtigste Føde; de større Arter vover endog at overfalde smaa Pattedyr og Fugle, men som alle ægte Rovdyrnaturer tager de kun levende Bytte. — I Almindelighed foregaar Larvernes Forvandling paa den Maade, al Baglemmerne først vokser frem, og at Halen lidt efter lidt skrumper ind og til sidst svinder helt bort. Til denne Forvandling medgaar der tre, fire, fem eller flere Maaneder, og efter den forlader Ungerne Vandet for at begynde at føre samme Leve-maade som de Gamle. i li Løvfrøerne (Hylaé) er slankt byggede og har, trods al Brogethed, mere eller mindre den samme Farve som Træernes Løv; de kendes let paa, at Spidsen af Tæerne er udviklet til en Sugeskive, som tjener dem til at holde sig fast med paa glatte Flader. Løvfrøerne er de mest bevægelige og mest tiltalende af den hele Klasse og har paa Grund af disse Egenskaber i høj Grad vundet Menneskenes Forkærlighed, saa at man endog holder enkelte af dem fangne i Værelser. I Europa har den artsrige Familie kun én Repræsentant, nemlig den almindelige Løvfrø. 1 sydligere Lande findes forbausende mange Arter, og især har overordentlig mange hjemme i Amerika. Saa snart Løvfrøerne har parret sig, forlader de det Vand, hvor de har lagt Æg og stiger op i Træerne, hvor de vælger sig passende Blade til Opholdssted, hvorfra de kan jage. Deres Farve ligner, hvor forskellig den end er, oftest det Løv, hvortil de holder sig; ja den retter sig sædvanligvis nøje derefter, da de fleste Arter har Evne til at skifte Farve paa en röeget overraskende Maade, endog langt mere og meget hurtigere end den navnkundige Kamæleon. En Løvfrø, der ser grøn ud som det Blad, hvorpaa den sidder, kan snart efter antage samme Farve som Barken. Den, der har set de tropiske Egnes pragtfulde blaa, røde, brunplettede, i lige saa smukke som forskelligartede Farver prangende Løvfrøer, er maaske tilbøjelig til at tvivle om Farvernes beskyttende Betydning; men den, der med egne Øjne har lært disse Skovstrækningers Farvepragt at kende, vil forstaa, at selv den mest brogede Løvfrø lige saa godt som vor her hjemme kan finde Blade og Blomster, fra hvis Farve dens egen ikke kan skelnes. Dens egen Farvepragt er dog altid kun et svagt Genskin af selve Løvets, og dens brogede Tegning udgør dens bedste Beskyttelse imod de den truende Farer af den simple Grund, at kun et meget skarpt Syn kan opdage den. Den almindelige Løvfrø (Hyla arborea'), som er den mindste europæiske Frø, opnaar en Længde af 3,5—4 Ctm. Paa Overkroppen er den smuk bladgrøn, hvorimod den under neden er graahvid. Hannen adskilles fra Hunnen ved den i Parringstiden mørke Strubehud, som kan pustes op til en stor Strubesæk; men uden for Parringstiden og den nærmest paafølgende Tid er Kønnene meget vanskelige at skelne fra hinanden ved ydre Mærker. I øvrigt varierer Farven efter Aarstiden og Hudskifterne. — Løvfrøen findes over en