ForsideBøgerDyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 535

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 546 Forrige Næste
SPURVEFUGLENE 47 fortærer ogsaa Edderkopper, Orme og mindre Vanddyr, ja nogle skal ogsaa tage sine Frøsorter. Den paa Jorden anbragte Rede bestaar væsentlig af Græsstængler og Græsrødder, som forbindes løselig med andre Plantelrævler og indeni udfores med Uld, Haar o. s. v. Eng-Piplærken, ogsaa kaldet Englærken (A. pratensis) er oventil olivenbrun med mørke Pletter; Brystet er lyst rustgult med mørkebrune Længdepletter, Strube og Bug hvidlige. Den er en Trækfugl, som om Vinteren opholder sig i Sydeuropa, Nordvestasien og Nordafrika. Ligesom Lærkerne trækker den om Efteraaret sydpaa i store Skarer og rejser Dag og Nat. Paa Enge og i Hedeegne, ved Moser og Overdrev findes den overalt i Danmark. Den er en munter og selskabelig Fugl. Træ-Piplærken (A. trivialis) forveksles ofte med den fore-gaaende, men er større, har et stærkere Næb, kraftigere Løb og en kortere og mere krum Klo paa Bagtaaen. Om Sommeren lever den i Europas og Sibiriens Skove, om Vinteren i Afrikas Steppeskove og i Skovene ved Himalayas Fod. Til Norden kommer den i April og forlader os atter i August eller i Begyndelsen af September. Den opholder sig helst i Skovkanter og paa aabne Steder i Skove. Sangen er langt bedre end Englærkens og erindrer ved Tonens Fylde og Klarhed om Kanariefuglens Slag. — I Fangenskab holder den sig bedre end den foregaaende. Vand-Piplærken (A. spipoletta) opholder sig i Bjærgegne og er almindelig paa Alperne og i Riesengebirge. Mark-Piplærken (A. campestris) er det største Medlem af Slægten. Den findes i tørre, ufrugtbare, stenede Egne, hyppigere paa den skandinaviske Halvø end i Danmark. I sine Bevægelser har den ligesaa meget tilfælles med Lærkerne som med Vipstjærterne. Dens Sang er overordentlig simpel. I Yngletiden har hvert Par sine bestemte og temmelig udstrakte Enemærker, paa hvilke det ikke taaler nogen Lige. Endnu forekommer der i Norden af denne Slægt: Skærpiberen, ogsaa kaldet Str and-Pipiærken eller Strandlærken (A. rupestris), der fornemmelig opholder sig paa Klippekyster og er langt mere almindelig paa den skandinaviske Halvø end i Danmark, hvor den kun findes i Sommermaanederne. Over Størstedelen af Amerika findes der udbredt en talrig Gruppe af prægtigt farvede Smaafugle, som har megen Lighed med Finkerne og de egentlige Spurve, og som man har givet Navn af Farvefinker eller Tangara*) (Tanagræ). De har et kegledannet Næb; Vinger og Hale er middellange; Fjerdragten er temmelig stiv Disse Fugles brasilianske Navn er Tangara (ikke Tanagra).