Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

532 DYRENES LIV fortjener dette Navn, skønt de har Tæer. Man skelner imellem to Arter eller maaske Varieteter, nemlig den totaaede og den tre-taaede Aalepadde. De bliver begge henimod 1 Meter lang og er graalige med et grønt Skær, underneden lysere. De holder sig til Sumpe og andre stillestaaende Vande omkring New-Orleans, i Georgia og i Syd-Carolina, svømmer temmelig livligt, idet de bevæger sig omtrent som Aal og roder sig ofte ned i Dyndet. Andre, endnu mere flskeagtige Fiskepadder har Gæller og Lunger hele Livet igennem og en Tunge som Fiskenes. De har alle en meget lang Krop, som støttes af fire eller to svage Lemmer. Halen har baade foroven og forneden en Hudbræmme. Hulepadden, Protevs’en (Proteus anguineus') er utvivlsomt et af de allermærkeligste Dyr. Den ligner Aalepadderne med Hensyn til sin lange Krop og de smaa, vidt adskilte For- og Baglemmer, men kendes let fra dem ved sin Geddesnude og sine smaa Øjne, der ligger skjulte under Huden og derfor ikke kan ses. Den har i Almindelighed en hvidlig eller blegrød Farve, men denne forandres, eftersom Dyret udsættes mere eller mindre for Lyset. Nogle bliver da ensartet rødbrune, andre faar mørkere, i Reglen blaasorte Pletter. Der gives ogsaa Afarter med guldgule Pletter paa mørk Grund. Hidtil har man udelukkende fundet Protevsen i de underjordiske Vande i Krain, især i Hulerne ved Adelsberg, i Magdalenegrotten, ved Oberalben o. s. v. ligesom ogsaa ved Sign i Dalmatien. Bønderne, som meget godt kender Protevsen, fordi dens Fangst er en Indtægt for detn, fortæller, at man kun finder dette Dyr i Hulernes dybe Bugter og efter Regnskyl i de fra Hulerne stammende Vandløb. Man mener, at de alle kommer fra en stor underjordisk Sø og fra den føres til de andre underjordiske Vande. De mærker saaledes straks, naar man kommer deres Føde i Vandet; de svømmer da lige løs paa den og griber den med en næsten aldrig fejlende Sikkerhed, saa at man bliver tilbøjelig til at tro paa en stor Udvikling af deres Lugte- og Følesans. Man kan jo nemlig ikke tiltro deres smaa, skjulte Øjne nogen videre Sekraft. I de underjordiske Huler har man opdaget flere ejendommelige Smaadyr, der tjener dem til Føde, og hos enkelte har man ogsaa iagttaget, at de gav Skaller af smaa Krebs og Muslinger fra sig. Det varede længe, inden man blev klar over deres Forplantningsforhold. Herom skriver Dreyer i »Vor Klodes Dyr«: Først 1883 lykkedes det Marie v. Chauvin at kaste Lys over dem. I Maj Maa-ned skifter Hannerne til en vis Grad Farve, idet denne bliver mørkere, mere graalig, medens der paa Halen optræder to Rækker smaa lyse Pletter. Halen bliver tillige forsynet med en fin, kruset Hud-bræmme, noget, vi kender fra vore almindelige Vandsalamandre, hos hvem alt dog er langt mere udpræget. Det kunde forbavse, at der saaledes hos blinde og i Mørke levende Dyr optræder »Parringsfar-ver«, men dels er disses Fremkomst maaske dybt begrundet i og