Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

76 DYRENES LIV raade uden nogensinde at røbe, at de falder dem besværlige, hvor imod de Dyr, som ikke kender dem, bliver aldeles ustyrlige. Ehrenberg bemærker meget træffende, at disse Fugle klatrer om paa Dyrene som Spætterne paa Træerne. Oksehakkeren hænger sig fast under Bugen, stiger op og ned ad Benene, sætter sig paa Snuden o. s. v., og Dyrene finder sig deri, som om de vidste, at den øjeblikkelige Smerte var til deres Bedste. For Mennesker er Oksehakkeren sky, flyver allerede paa lang Afstand op og advarer derved Dyrene. De pragtfuldt farvede afrikanske Glansstære eller Glansdrosler (Laniprotornis) er livlige, selskabelige Fugle, som viser Kvæghjordene en lignende Tjeneste som Oksehakkeren. Herhen hører bl. a. den i Nordvestafrika temmelig hyppige Glansstær (L. chalybeus}, en Fugl af 27 Ctm.s Længde. Hovedf'arven er bronce-gul, men paa Kinderne, Gumpen og Bugen er den blaa og ligeledes paa Spidsen af Skulderfjerene. Disse Farver straaler i forskellige Belysninger paa en Maade, som næppe kan beskrives. De til Piro lerne (Oriolidaé) hørende Fugle er Skovfugle, som for det meste opholder sig paa Træer. Næbet er langagtigt kegledannet og svagt bøjet. Den egentlige Pirol eller Gulddrossel (Oriolus galbula) er om Sommeren almindelig i Mellem- og Sydtyskland, hvorimod den i Norden hører til Sjældenhederne. Den er 25 Ctm. lang. Hannen er prægtig gul med sorte Vinger og Hale og en sort Stribe gennem Øjet; Vingefjerene har en lysere Rand, og Halefjerene er gule i Spidsen. Hunnen er ligesom de unge Fugle oventil olivengrøn og nedenunder hvidlig med sorte Længdepletter. Pirolen tilbringer kun Sommermaanederne i Mellemeuropa og forlader det allerede i August. I Mellemasien er den ligeledes en Trækfugl. Den opholder sig navnlig i Løvskove paa Sletter, men strejfer dog tit ind i Haver, især i Kirsebærtiden. »Den er,« siger Nauman, »en sky, vild og ustadig Fugl, som bestandig søger at unddrage sig Menneskenes Blik, skønt den tit bor i deres Nærhed. Den hopper og flagrer stedse om i Træernes tætteste Løv og bliver aldrig længe paa det samme Træ eller den samme Gren; dens Uro driver den bestandig hid og did. Dog kommer den kun sjældent i lave Buske og endnu sjældnere paa Jorden undtagen for at snappe et Insekt. Den er en modig og trættekær Fugl, der bestandig slaas med sine Lige, og navnlig i Parringstiden er der altid Kiv og Strid.« Lokketonen er et højtlydende »Gjæk, jæk, jæk!« I Skræk udstøder den et ubehageligt, skærende »Quer!« I Parringstiden høres der et blødt »Hio!« og »Byllo!« efter hvilken sidste Lyd Fuglens Navn er dannet. Hannens Sang, der ligner Droslens, er høj, fuldtonende og ualmin-