Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 79 set paa Afstand, et ejendommeligt Skuespil. Henimod tredive Euglc omflagrer uophørlig Træet, idet de alle gør en Mængde Svingninger og flyver i Zigzaglinier for at fange Bierne, som flygter for de velbekendte Fjender. De Drongoer, der forfejler et Bytte, forfølger straks en anden Bi og gør undertiden fem, seks prægtige Svingninger i Træk, snart tilhøjre og snart tilvenste, snart opad og snart nedad, indtil de enten har gjort en god Fangst, eller er trætte af deres Anstrengelser. Næsten hver Bevægelse ledsages af en heftig Skrigen, og alle Deltagerne i Jagten skriger paa samme Tid og i forskellige Toner . . . Under Træet finder man en Mængde Levninger af Maaltider, Bier, af hvilke den ene Halvdel er borte, og andre, som er faldne til Jorden efter at have været snappede, og endnu lever, afrevne Vinger o. s. v. Først ved den Tid, da Rov- fuglene begynder deres Jagtudflugter, slutter Drongoerne deres Arbejde«. Rederne anbringes temmelig højt og er løst og aabent byggede. I Fangenskab bliver Drongoerne meget tamme og kan fodres med raat Kød, smaa Firben og Insektlarver. Hos Fuglehandlerne i Kalkutta ser man dem altid i Bur, da de er meget afholdte Stuefugle, bl. a. fordi de saa godt efterligner de forskelligste Toner og Lyde. * * * Først i de senere Decennier har vi faaet nøjere Kundskab om nogle prægtige Fugle, som har hjemme paa Ny-Guinea og de omliggende Øer, hvorfra der allerede gennem Aarhundreder er blevet udført Fugleskind med afskaarne Fødder, — en Lemlæstelse, der har givet Anledning til de besynderligste Sagn: Man gav denne smukke, tropiske Fugleslægt Navn af Par adis fu gie, fordi man antog, at de nedstammede umiddelbart fra Paradis, at de som et Slags Sylfider opholdt sig i det uendelige Lufthav og nærede sig i Flugten, idet de kun af og til hvilede nogle Øjeblikke ved at hænge sig paa Grenene ved deres lange traadformede Halefjer. Det hjalp ikke, at en af Magelhaens Ledsagere, som 1522 ankom til Sevilla, erklærede det for en Fabel, at hine Vidunderfugle manglede Fødder — Folket fastholdt sin mystiske Anskuelse. Paradisfuglene (Paradiseidaé) er prægtige, med vore Ravne beslægtede Fugle, fra en Skovskades til en Lærkes Størrelse. Næbet er middellangt, sammentrykt og ved Roden dækket med en fjerklædt Hud', under hvilket Næseborene ligger skjulte. Fødderne har stærke Tæer og skarpe, krumme Kløer. Hannerne udmærker sig ved ejendommelige Fjerprydelser og slraalende Farver. Rosenberg har beskrevet, hvorledes de Indfødte tilbereder Skindene: »Papuaerne fælder Hannerne og undertiden ogsaa Hunnerne med Pile og trækker den tykke Hud af dem efter at have gjort et Tværsnit over Ryg og Bug. Derpaa afskærer de Fødderne tilligemed den bageste Del af Bughuden, udriver de store Svingfjer og spænder Skindet over en rund Stok, saa at denne stikker nogle