Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 81 Seksfjeret Paradisfugt høres langt bort og klinger som »Vuk, vuk, vuk!« paa hvilket der følger en skrattende Lyd. De er bestandig i Bevægelse, flyver fra Træ til Træ, bliver aldrig længe siddende paa ét Sted og skjuler sig ved den ringeste Støj i det tætte Løv. Om Aftenen samles de i Flokke for at overnatte i Toppen af de høje Træer. Der ses bestandig flere Hunner end Hanner, sandsynligvis fordi de sidste bliver mest efterstræbte. »For at bemægtige sig Paradisfuglene,« fortæller Rosenberg, »bærer de Indfødte paa Ny-Guinea sig ad paa følgende Maade: I den tørre Aarstid mærker de sig først de Træer, paa hvilke Fuglene overnatter, og som sædvanligvis er de højeste i Skoven; her bygger <ie sig mellem Grenene en lille Hytte af Blade og Kviste. Omtrent en Time førSolens Nedgang klatrer en øvet Skytte med Bue og Pil op i Træet, skjuler sig i Hytten og oppebier i Stilhed Fuglene. Saasnart disse kommer flyvende, skyder han dem, den ene efter den anden, og en af hans Kammerater, som staar skjult ved Foden af Træet, opsamler derpaa de skudte Fugle.« I Følge Lesson fanger de Indfødte ogsaa Paradisfugle med Lim af Brødfrugttræet. Om de fangne Fugles Færd fortæller Bennett følgende: Paradisfuglen bevæger sig paa en let, legende og tiltrækkende Maade. Naar en Besøgende nærmer sig Buret, danser den for ham; thi den er afgjort behagesyg og synes at ville beundres. Den bader sig to Gange om Dagen, taaler ikke det ringeste Smuds paa sine Fjer og udbreder ofte Vingerne og Halen for at se paa sin Pragtklædning. Hver Gang den har udbredt sine Fjer, pynter den længe paa sig. Solskin synes at være den meget imod og den søger at unddrage sig det, saa godt den kan. Stemmen minder En om Ravnens Skrig, men er langt mere afvekslende; de enkelte Lyde bliver udstødt med en vis Hæftighed og gentages ofte ; paa samme Tid hopper Fuglen livlig om fra den ene Pind til den anden, og det ser ganske ud, som om den vil’de hilse paa Tilskueren. Undertiden lyder Stemmen næsten bjæffende; de enkelte Toner er da højere end ellers og saa stærke, at man skulde tro, at de blev udstødte af en langt større Fugl. Naar man vilde prøve paa at gengive dem med Stavelser, kunde man bedst udtrykke de svagere Lyde ved »Hi, Brehm: Dyrenes Liv. II. 6