Landbrugskrisen

98 Saafremt den foranstaaende Udvikling har været til- strækkelig oplysende, vil man tiltræde vor tidligere udtalte Opfattelse, at Spørgsmaal af lokal og historisk Natur særlig i det tyske Østen ere slyngede sammen til en Knude, der ikke lader sig løse, men maa hugges over. Vi forstaa netop derved, at en indre Udvikling af det tyske Landbrug ikke formaar at fjerne disse særlige Aarsager til Krisen. Der maa bringes Ofre udefra. Under Henvisning til Tabel XXXI kan man gjerne sige, at det tyske Landbrug før 1892 i en vis Forstand stod uberørt af den almindelige Krise- aarsag, derved at det var beskyttet mod den ved Tolden. Dette er det nødvendigt at klare sig, særlig overfor den alminde- lige Tilbøjelighed til en Jevnføring af ganske uensartede Forhold. Vi skulle være de sidste til ikke at paaskjønne vore dygtige Landsmænds Maadehold og deres udmærkede Arbejde med i væsenlig Grad egne Kræfter, men det bør ogsaa erindres, at her aldeles ikke har været det at kæmpe imod som i Tyskland. Den paa andre Aarsager beroende Landbrugskrise, Tyskland gjennemlever, kan ikke overvindes uden en indgribende Omfordeling af Jorden i Landsdele, der tilsammen ere næsten 5 Gange saa store som Danmark. Thi hvor uenige vi ogsaa ere med tyske Agrarøkonomer om de fleste af de Forslag, de bringe frem, i Et ere vi enige med dem: at skal der hjælpes, saa maa der hjælpes, radikalt, det vil sige, saa maa det øvrige Samfund bringe meget betydelige Ofre. Dette er allerede sket, dels gjen- nem Korntolden, dels gjennem de store Bidrag til Kolonisa- tionen og ad andre Veje. Og naar Tyskland har kunnet bringe disse Ofre og fremdeles vil kunne bringe dem, kan det takke sin industrielle Udvikling derfor. Uden den havde det været umuligt. Men paa den anden Side er det sørgeligt gjennem Studiet af Tysklands indre politiske Hi- storie fra 1872 til 77 at se, hvor vanskeligt det var for Agrarerne at faa Klarhed over dette Forhold. De gik frem ikke alene med den største Hensynsløshed og Sneverhjertet- hed, men, hvad der var værre, med en Mangel paa øko- nomisk og social Forstaaelse, der i alle Laid ikke var til at undskylde efter 1875. Og skulde det under de nuværende