Guldmagere i Danmark
I det XVII. Aarhundrede

72 golften eller at oooe noget Slag meb bem, unbrenbte Slbelen og bereg $olf tilligemeb Sognergtterne, fom ba af Ip er t (Sogn o ar ubffreune, og fortælles, at 38 a 1= bemar ©aa paa Serfenfelb, fom og oar ineb, unb= renbte i en Sfo og en Støde". Det synes, som om Kompagniet ved den Lejlighed blev sprængt ; i Slutningen af Aaret omtales Valdemar Daa som Officer ved Her- man Kaas’ Eskadron paa Lolland, og der- med ophører de sparsomme Meddelelser om hans militære Virksomhed. Valdemar Daa var, som sagt, nu en Mand paa omtrent 37 Aar. Saavidt man kan slutte af ganske enkelte Bemærkninger i gamle Krøniker, var han en middelhøj, kraftig Skik- kelse, stolt og paastaaelig og udholdende til at forfølge en engang fattet Beslutning. Fra sin Barndom af var han vant til et velhavende Herremandsliv, og han var vistnok meget lidt tilbøjelig til at slaa af paa sine Fordringer til Livet. Det var da ganske naturligt, at lian, da de pengeslugende, uheldige Krige medførte daarlige Tider, navnlig for de adelige Gods- ejere, maatte faa en haard Kamp at bestaa. Det selskabelige Liv paa Borreby kostede mange Penge, Landbrugsprodukterne blev daarligt betalt, de langvarige Krige havde lagt Beslag paa en stor Del af Godsets unge Ar- bejdskraft, Bønderne havde ondt ved at betale deres Landgilde, og Valdemar Daa var ikke