Vort Fysiske Verdensbillede
Og Einsteins Relativitetsteori

18 Grækernes og Newtons Verdensbillede af Hvile eller jævn, retlinjet Bevægelse, overhovedet kun har en bestemt Mening, naar det siges eller underforstaas, hvilket System af indbyrdes faste Punkter, Bevægelsen tæn- kes henført til. I Virkeligheden er det ved denne og New- tons andre Love forudsat, at Bevægelsen henføres til Fiks- stjernekoordinatsystemet — eller til et i Forhold til dette jævnt og retliniet bevæget Koordinatsystem; en saadan Bevæ- gelse af det valgte Henførelsessystem vilde nemlig ikke gøre nogen Forandring i Lovene. Ved talrige Forsøg og Iagttagel- ser her paa Jorden — f. Eks. Foucaults Pendulforsøg, Snurre- forsøg, Fald i dybe Skakter, Jordens Fladtrykning — kan det vises, at Lovene ikke gælder i et jordisk Koordinatsystem; skønt Jordens Tiltrækning ved Ækvator er rettet ind mod Jordcentret, vil saaledes et Legeme, der her falder frit, ud- gaaende fra Hvile i Forhold til Jorden, ikke følge en ret Linie i et jordisk Koordinatsystem, men derimod en krum Linie med Afvigelse mod Øst fra Lodlinien. Men der bliver da Grund til at stille det Spørgsmaal, hvorfor Fiksstjernekoordi- natsystemet saaledes er udmærket fremfor det jordiske Koor- dinatsystem — hvad der er Aarsagen til, at der gælder simple almene Naturlove, naar Legemernes Bevægelser henføres til et i Forhold til Fiksstjerneverdenen fastlagt Liniesystem, men ikke naar de henføres til andre i Forhold til dette ujævnt be- vægende eller roterende Liniesystemer, f. Eks. et, der er fastlagt i Jordkloden? Man kunde herpaa svare, at det jordiske Koordinatsystem drejer sig med Jorden, medens Fiksstjernekoordinatsystemet er i Hvile — eller i alt Fald ikke roterer — og at det er til det hvilende System, Bevægelsen skal henføres, da det ellers ikke er de virkelige Bevægelser, vi betragter; men skal man gøre Rede for, hvad man mener med at betegne Fiksstjerne- systemet som hvilende og de dertil henførte Bevægelser (f. Eks. Jordens Drejning i Forhold til Fiksstjerneverdenen) som de „virkelige“, vil man komme i Forlegenhed. Vi ser maaske klarest Vanskeligheden, naar vi tænker os,