Universets Undere
II. BIND

UNIVERSETS UNDERE EN MANGEARMET SØSOL (SOLASTER). den nok en nøjere vil undre dem, der Forudsætninger ser som Bølgerne har skyllet ind paa Ky- sten, — det vil sige, han kender den af Ydre og har maaske med sin Stok vip- pet den om paa Ryggen. Men dermed er ogsaa alt sagt. Næppe een af Tusind Badegæster og Spadserende paa Stran- den har gjort sig den Ulejlighed eller blot tænkt paa at undersøge den nær- mere. Og dog er Betragtning værd. Hvad der først uden zoologiske paa en Søstjerne, er, at den har »Arme«, men intet Hoved. De fem piggede Arme forenes, hvor de er bredest, og danner derved en Slags Kropskive; men Hoved og Lemmer i den Forstand, som vi ken- der disse Legemsdele fra de fleste an- dre Dyregrupper, finder vi ikke Spor af her. — At denne Mangel imidlertid ikke betyder noget Savn for Søstjernen eller giver den færre Chancer for at klare sig i Kampen for Tilværelsen, vil man faa et levende Indtryk af, hvis man ved Ebbetid færdes paa en stenet eller klippefuld Kyst. I Tusinder og atter Tusinder vil vi da kunne se Søstjernernes rødgule Lege- mer skinne frem overalt, hvor den stenede Bund er tørlagt. Og er det en Kyst med Østersbanker, behøver man blot at spørge en Fisker for at faa bekræftet, hvor tal- stærkt Søstjernerne optræder, og hvilken uhyre Skade de kan anrette paa Østers- fiskerierne. Han de fangede Fisk vil desuden vide at berette om al den Fortræd, de kan gøre paa i Garnene, og hvorledes EN ØSTAFRIKANSK SØSTJERNE (OREASTER LINCKII) En broget Søstjerne med et meget solidt Hudskelet. de stjæler Madingen fra hans udsatte Kroge og fra de Tejner, han har lagt ud til at fange Hummer i. Hvor ofte har han ikke faaet en lang Næse, naar Tejnen blev halet op, og der i Stedet for en vægtig Hummer sad et helt Tyve- komplot af »Korsfisk«, som delikaterede sig med hans gode Agn. Maaske hævner han sig i sin Vrede paa Forbryderne ved at hugge Armene over paa dem og smider saa Stumperne ud i Søen igen i den Tro, at nu er i det mindste deres Liv forbi. Men saa let gaar det ikke at udrydde det, Fiskerne kalder »Havets Ukrudt«. Snarere op- naas derved det modsatte af, hvad der tilsigtedes, — en Forøgelse af Røvernes Mængde i Stedet for en Formindskelse; thi hver enkelt af hugget »Arm« bliver maaske Stamfader til en ny Korsfisk, saa at der opstaar fem Fjender for hver