Universets Undere
II. BIND

SØSTJERNER 107 en, man vilde til Livs. — Men for at forstaa, at denne Evne til at genføde eller regenerere tabte Legemsdele, er saa forbavsende stærkt udviklet netop hos Dyr som Søstjernerne og deres nærmeste Slægtninge, maa vi først se lidt nærmere paa deres hele Bygning. Søstjernen hører som bekendt — og som man umiddelbart vil kunne se — til de saakaldte »Straaledyr«, hvis Legeme i Modsætning til f. Eks. Leddyrenes og Hvirveldyrenes kan deles i flere end to symmetriske, eller dog næsten symmetriske Stykker. For Søstjernens og dens fleste nære Slægtninges, Pighudernes, Vedkom- DET FORKALKEDE HUDSKELET HOS EN SØSTJERNE OG EN SØSOL. Set fra Bug-siden. mende er Tallet 5 det »Grundtal«, hvorefter denne Deling kan foregaa. Fra en Kropskive udstraaler de fem »Arme«, løbende spidst ud fra et bredt Grundparti, som støder sammen med Naboarmenes. En Undersøgelse af Krop og Arme vil imidlertid snart vise, at disse Partier her ikke kan sammenstilles med de tilsva- rende Begreber hos andre Dyr. Søstjernens Arme er i Virkeligheden kun straale- formige Fortsættelser af Kroppen og ikke Vedhæng eller Lemmer paa denne. Dette fremgaar ikke mindst af Dyrets indre Bygning, der er lige saa straaleformig i sin Plan som dets Ydre. Fra Munden midt paa Kropskivens Underside løber ud langs hver Arm en Fure, hvori man paa den levende Søstjerne ser et Mylder af bløde, ormeformige Vedhæng, krummende og strækkende sig i alle Retninger. Hvert lille Vedhæng ender i en Sugeskive, og ved Hjælp af disse Regimenter af Sugefødder er det, at Søstjernerne sindigt men sikkert arbejder sig frem over 14*