Universets Undere
II. BIND

UNIVERSETS UNDERE 124 FØRSTE, FRITS VØMMENDE LARVETRIN HOS EN FJERSTJERNE. »Krone«, medens Stammen opstaar ved, at Krop- skivens nedad vendte Ryg er forlænget til en led- det Stilk. Hvad der hos Søstjernerne er op, er her ned — og omvendt. Det Hudskelet af Kalkplader, vi kender saa godt fra de paa Stranden opskyllede, indtørrede Sø- og Slangestjerner, genfindes hos alle Søliljer, men i rigere Udvikling. Særlig i Armene og i Søpalmernes Stamme danner Pladerne Rækker af solide »Hvirvler«, hvori de enkelte, femkantede eller stjerneformige Led — hvorpaa Figuren S. 122 viser nogle Eksempler — er indbyrdes bevægeligt forbundne. Et saa fuldkomment Hudskelet løser fortrinligt den dobbelte Opgave at give Organismen en vis Fasthed og samtidig være Støttepunkt for dens Bevægelser. Upansret og nøgen er kun den opad og indad vendende Side af den lille, bæger- formede Kropskive, der udgør Armkronens Cen- trum. I dens bløde Hud findes de to Aabninger for Mund og Gat, og fra Munden udstraaler — atter som hos Søstjernerne — fem Armfurer, der imidlertid hos Søliljerne kløver sig i lige saa mange mindre Furer og Render, som der er Armforgreninger. Langs hver Side af Armfurerne sidder en Række smaa, bløde Hudfødder, der ligesom Søstjernernes Sugefødder kan fyldes med Vand fra et indre Kanalsystem; men hos Søliljerne mangler Sugeskiverne, og Hudfødderne anvendes derfor ikke ANDET, FASTSIDDENDE LARVETRIN HOS EN FJERSTJERNE. (Sml, Teksten S. 125). som Bevægelses- og Fasthæftningsorganer, men som et helt Korps af Følere, hvorved Dyret sætter sig i Rapport med Omverdenen. Denne Rapport opstaar især, naar Armkronens Kreds af »Blade« foretager de elegante Strækninger og Bøjninger, der minder om Palmekroners graciøse Duvninger, naar Søbri- sens lette Vindstød lader deres Blade bølge ud og ind, spredes og atter samles. Ved disse Bevægelser er det, at Fjerstjernerne (Fig. S. 123) og sandsynligvis ogsaa Søpalmerne lige- som tilvifter sig deres Føde — de utallige mikrosko- piske Smaaorganismer, der udgør Havets »Svæv« og, naar Døden indtræder, synker ned paa Bunden, hvor Søpalmen sidder fastvokset og med sin Krone vifter denne Regn af Næringsstoffer ind i sin Mund. Utallige Fimrehaar, der beklæder Armfurernes Bund og Sider indenfor Følernes Række, hjælper med til at drive Strømmen af mikroskopiske Dyr, Planter og døde organiske Smaarester i den rigtige, centrale Retning — ind mod den lille, tandløse Mund. Mindst kendt er de stilkede, fastsiddende Søpal- mers, bedst de ustilkede, frit bevægelige Fjerstjer- ners Levevis. En ejendommelig Stilling mellem disse to Ydergrupper af Søliljer indtager den her afbildede