Universets Undere
II. BIND

126 UNIVERSETS UNDERE Slægtskab med Søstjerners og andre Pighuders tilsvarende Larvetrin. Efterhaanden danner der sig i det lille Larvelegeme flere og flere smaa Kalkplader, der begynder at antage Form — ikke af en vordende Fjerstjerne, men af en Søpalme. Alt som Udviklingen skrider videre frem, viser det sig da ogsaa, at Fjerstjerne-Larven syn- ker ned og hæfter sig fast paa Havbunden med en leddet Stilk, svarende til Sø- palmens Stamme. Noget senere udvikles Armkronen; men først paa et endnu se- nere Trin afsluttes Larveudviklingen med, at denne Krone river sig løs fra Stam- men, — og af en tilsyneladende Søpalme opstaar en Fjerstjerne. Den Omformning, som her foregaar indenfor et enkelt Individs Liv, er i Virke- ligheden et Spejlbillede af den gennem lange Tidsrum og talrige Generationer fore- gaaede Slægtsudvikling, og den viser, at Fjerstjernerne nedstammer fra Søpalmer. En yderligere Bekræftelse faar denne Slutning gennem de utallige, ofte meget smukke Forsteninger af Søliljer, hvoraf mange Jordlag baade i Europa og de fremmede Verdensdele indeholder saa uhyre Mængder, at disse Dyr tidligere maa have eksisteret i ganske anderledes Masser og i langt større Formrigdom end nu. Imidlertid er det i de ældre Jordlag, fra Oldtidens og Middelalderens Begyndelse, kun stilkede Former, der findes, — et smukt og slaaende Eksempel paa, hvorledes en Dyregruppes Slægtsudvikling og Larveudvikling fører til samme Resultat an- gaaende dens Afstamning. KASKELOTTEN BLANDT alle nulevende Dyr er Kæmpehvaler som Kaskelotten, Grønlands- og Blaahvalen jo omtrent de eneste, der i vældig Legemsmasse formaar at side- stilles med Fortidens mest imponerende Uhyrer, og indenfor Storhvalerne er maa- ske nok Kaskelotten den, der virker særlig respektindgydende. For det første har den jo i Modsætning til sine Frænder, Bardehvalerne, Tænder. Dens vældige Gab gør derfor et ganske anderledes stærkt rustet Indtryk end f. Eks. Grønlandshva- lens. Ganske vist er Overkæbetænderne næppe værd at tale om, da de kun er til- stede som meget rudimentære Anlæg, men fra den smalle, spidst tilløbende Un- derkæbes Rande stikker 40—50 massive, rodaabne Tandkegler truende frem; og da Kæben tilmed kan spærres saa vidt op, at den hænger næsten lodret, kan et saa- dant Gab nok vække Respekt. Men frem for alt virker Kaskelotten mere imponerende end nogen anden Hval ved det mægtige Hoved, der udgør en saa stor Del af hele Dyret, at Forholdet mellem Hovedet og den øvrige Legemsmasse synes ganske forrykket. Over en Tredjedel af Legemets Længde er Hovedets Part. Hvad dette betyder, omsat i Maal, faar man en Forestilling om, naar man hører, at Kaskelothannerne — der bliver dobbelt saa lange som Hunnerne — i de Tider, da Fangsten dreves mindre stærkt end nu, blev indtil 30 Meter lange og maalte indtil 12 Meter i Omfang. I vore Dage ansættes deres største Længde til 23 Meter; hvilket jo i og for sig ogsaa er særdeles respektabelt! Det svære, næsten cylindriske Hoved faar et endnu mere uharmonisk og egenartet Præg ved at være temmelig brat afskaaret fortil, saa at det ved hele sin Form kommer til at minde om Brudstykket af en sonder- hugget, plump Søjle. Man skulde synes, at dette Monstrum af Hoved maatte tynge uforholdsmæs- sig stærkt paa Kaskelottens Vægt og give den Overbalance under Svømningen.