Universets Undere
II. BIND

KASKELOTTEN 129 dette: Som de fleste Hvaler har den en vid Udbredelse i Verdenshavene, men sær- lig holder den sig dog i de varme Strøg indenfor 40 Breddegrader paa hver Side af Ækvator, og hyppigst træffes den ovre ved Sydamerika. Kun undtagelsesvis kommer den op under højere Bredder, og af og til er den »strandet« baade ved danske og norske Kyster. Da en Stranding for en Kaskelot betyder den visse Kvæl- ningsdød, søger den omhyggeligt at undgaa lave, grundede Farvande og holder sig helst i rum Sø. Herude færdes den oftest i samlede Flokke eller — som det i Hvalfangersproget hedder — »Skoler«. Hver Flok siges at ledes af en »Skolemester«, en ældre, erfaren Han, der efterhaanden har tilkæmpet sig saa mange Hunner, som Skæbnen har været den gunstig. Fulgt af sit Harem og af yngre Med- lemmer af Familien, glider Kaskelot- hannen som en Dreadnought, omgivet af Krydsere, frem gennem Oceanet med en Middelhastighed af seks Sømil i Ti- men, — en Fart, der dog kan sættes stærkt op, naar Flokken forfølges af Hvalfangerskibe, eller en omstrejfende Han forsøger et røverisk Overfald paa en ikke jævnbyrdig Rivals Harem. Flugt er imidlertid ikke altid den angrebne Kaskelots Sag. Den kan selv blive an- grebslysten nok, naar den tirres op, og fra de Tider, da Fangsten endnu kun dreves med Harpuner fra Baade, har man Beretninger i Mængde om hidsige Stormløb ikke blot mod Baadene, men mod selve Hvalfangerskibene. Mere end een Skude har faaet en alvorlig Læk, naar en rasende Kaskelot tørnede hovedkulds ind mod dens Skrog. Un- dertiden udkæmper Hannerne drabe- lige, højst dramatiske Søslag om Besid- delsen af de forholdsvis smaa Hunner, EN HVAL, DER »BLÆSER«. Den varme, fugtige Luft, Hvalerne udaander, fortættes i Luften til Draaber og lig-ner da et Springvand. og især for de yngre Dyrs Vedkommende udfoldes der da en Færdighed i Bevæ- gelser, som man ikke skulde tiltro disse plumpe Kolosser. Aldeles forbløffende er Kaskelotters Evne til at holde Vejret, medens de paa Undervandsbaades Vis jager frem gennem Dybet. En Sæl bliver sædvanlig kun otte Minutter nede, men Kaskelotten kan svømme en hel Time under Vandet. Naar den omsider kommer op i Havfladen for at puste ud og fylde Lungerne med en frisk Luftbeholdning, kan dens Ud- og Indaanding, hvis der er Fare paa Færde, besørges i Løbet af faa Sekunder; men under dagligdags, rolige Forhold, trækker den dog helst Vejret mange Gange og bliver gerne 10—15 Minutter oppe, inden den igen stikker Hovedet ned og forsvinder. I Oceanets Dyb henter den sin Føde, der overvejende bestaar af Blæksprutter. At den ikke blot nøjes med mindre Blæksprutter, fremgaar af adskillige opskaarne Kaskelotters Maveindhold. Man har her fundet Næb, Sugeskiver og ufordøjede Dele af Blækspruttelegemer saa store, at de maa have tilhørt de mægtige Kæmpe- universets Undere. II. 17