Universets Undere
II. BIND

146 UNIVERSETS UNDERE en eller anden Maade fordrevne fra store Dybder, efter hvis Lufttryk de var til- passede. Undertiden fandt man dem ogsaa strandede helt inde paa selve Kysten, hvor Søen havde skyllet dem op. Blandt disse Bebudere af et ukendt Dyreliv paa ukendte Dybder var Baand- fiskene nogle af de mærkeligst udseende; men blandt dem var ingen saa forun- derlig og fantastisk i hele sit Ydre som den her afbildede store »Sildekonge«, hvoraf man har fundet Eksemplarer paa indtil 7 Meters Længde. Endda har man ingen Grund til at antage, at dette skulde være denne Fisks Maksimalstørrelse. Dertil kender man endnu kun for faa, tilfældigt fundne Individer. Hvor sjældent det hænder, at Sildekongen strander, fremgaar af, at der i det lange Tidsrum fra 1759 til 1877 kun er fundet 16 Eksemplarer ved europæiske Kyster. Med Trawl eller andre Fangstredskaber har man endnu aldrig taget nogen af disse kæmpemæssige Fisk, som maaske opholder sig flere Kilometer nede under Havfladen. Heri er der dog ikke noget særligt paafaldende, da de Apparater, man hidtil har anvendt paa Dybhavstogter, som Regel har været af for smaa Dimen- sioner til, at man kunde vente dermed at fange Fisk, Blæksprutter eller andre fritsvømmende Dybhavsdyr af en saa anselig Størrelse som denne Fisks. Sildekongens Liv er os af let forstaaelige Grunde endnu saa godt som ukendt, — og som alt ukendt har denne forunderlige Fisk sat Fantasien i Bevægelse. Alle- rede dens Navn, »Sildekonge«, er et Fantasifoster og stammer fra den ganske urig- tige Formodning, at den skulde komme op fra Dybet for at jage Sildestimerne — en Antagelse, der modsiges alene af dens yderst lille Mund og meget svage Tand- væbning, — for slet ikke at tale om denne Dybhavsfisks Ubehjælpsomhed, naar den kommer op i de Vandlag, hvori Sildestimerne færdes. Hele dens sarte Byg- ning og løse Muskel- og Benvæv, der sædvanlig gaar itu, blot man løfter den op af Vandet, viser, at den kun er paa sin rette Plads dybt nede i de rolige, »bathy- pelagiske« Vandlag, hvor alle Livsforhold er forskellige fra Overfladens. Endnu urimeligere er den Tanke, at Sildekongen skulde være selve »den store Søslange«, der har sat saa megen Fantasi — og saa mange Penne — i Bevægelse. Allerede den Omstændighed, at »den store Søslange« altid beskrives som et hur- tigt svømmende Dyr, lader sig ikke bringe i Harmoni med den Kendsgerning, at de Sildekonger, man har fundet i Havfladen, enten driver døde om eller i det mind- ste er halvdøde, kun i ringe Grad bevægelige. Lidet vilde denne stærkt sammen- trykte, næsten baandformig tynde Fisk med den spinkle, uskadelige Tandvæbning da ogsaa svare til de gængse Forestillinger om »den store Søslange« som et mu- skelstærkt og farligt Uhyre, der breder Død og Rædsel, hvor det gaar frem. Hvor nøgternt vi end betragter Sildekongen efter at have berøvet den noget af den Nimbus, hvormed Myther og Sagn omstraaler den, er den dog i sig selv gaade- fuld nok til at fængsle vore Tanker og lokke dem ned i dunkle Afgrunde, mellem Væsener, hvis Liv maaske vil berede os mange Overraskelser. „GRØFTEVAND** VI husker H. C. Andersens lille Eventyr om Vanddraaben, hvori den gamle »Krible-Krable« gennem sit Forstørrelsesglas øjner »over Tusinde underlige Dyr, som man ellers aldrig ser i Vandet, men de er der, og det er virkeligt«. Vanddraaben var taget fra en Pyt ude i Grøften, — og enhver kan i en saadan