Universets Undere
II. BIND

UNIVERSETS UNDERE 182 ISBLOMSTER PAA RUDEN til Larver, og ved Zellers Forsøg fremkom der af 76 Æg kun to Larver, der til- med døde efter fire Ugers Forløb. Denne mærkelige Goldhed vakte Mistanke om, at de i Akvarierne hidtil iagt- tagne Forplantningsforhold ikke kunde betragtes som helt normale, — ligesom de første Akvarieforsøg over Ernæringen heller ikke havde vist sig at svare til Virke- ligheden. Det blev den biologiske Forsøgsanstalt i Wien, der bragte den endelige Løsning af Spørgsmaalet — en Løsning, der bekræftede Karstbøndernes gamle, haardnak- kede Paastand og omstødte den nyere, i Videnskaben gængse Anskuelse. Forsøgs- anstalten har en Brønd, hvis Vandspejl ligger 5 Meter under Jordoverfladen, og hvor Aarstidernes Vekslen derfor næsten ingen Indflydelse har paa Temperaturen, som konstant ligger mellem 12 og 14°C. Baade ved denne ensartede Temperatur og ved sit Mørke og sin fugtige, dampmættede Luft afgiver denne Brønd Livsbe- tingelser, der netop svarer til Vilkaarene i de Huler, hvor Proteus har hjemme. Siden 1904 har der i denne Brønd levet en talrig Koloni af Hulesalamandre, hvis udvoksne Hunner hvert Aar føder Unger — to overordentlig store Unger ad Gangen, med alle fire Ben fremme ved Fødselen. I overjordiske Akvarier, hvis Temperatur svinger og som Regel er over 15° C, er Hulesalamandrene derimod æglæggende og faar ad Gangen over 50 Æg; men de faa Unger, der udvikler sig, er smaa og ligesom forkrøblede eller ufuldbaarne, og de er aldrig levedygtige i længere Tid. At det er Temperatur- og ikke Lysforskellen, der bevirker denne forskelligar- tede Forplantningsmaade, fremgaar af et yderligere Forsøg: I et Bassin, der er udsat for Dagslyset, og hvis Vand ved stadig Gennemstrømning holdes paa en konstant Temperatur under 15°, bliver Proteus levendefødende ligesom nede i den mørke Brønd. Da nu Vandets Temperatur i de Huler, Proteus bebor, aldrig naar op til 15°, er det indlysende, at denne lave, ensartede Temperatur er Dyrets nor- male Livsvilkaar, og at dets naturlige Forplantning ikke bestaar i at lægge Æg, men i at føde Unger. Dette af Adelsberg-Grottens Førere og af Karstegnenes Befolkning altid hæv- dede Standpunkt synes altsaa at være det rigtige, men har først faaet videnskabe- lig Begrundelse ved det sidste Tiaars Eksperimenter og Iagttagelser. HVEM har ikke — i det mindste som Barn — moret sig med paa en Frostdag at aande mod Ruden og se, hvorledes der, som af en usynlig Kunstnerhaand, fremtrylles de herligste, i Solen funklende og farvestraalende Glasmalerier. Det er »Isblomsterne«, der tegner deres flygtige, stadig vekslende Linier, et Spind saa kunstfærdigt som det fineste Kniplingsvæv. Først ser man smaa, mos- og tanglignende Vækster krybe hen over Glasset og flette sig ind i hverandre; men aander man stærkt paa den kolde Rude, skyder høje, fjerformige Bregner eller slanke, palmelignende Former op over Mostæppet. Og fortsættes Isblomsternes Vækst, vil man se en hel Række Planteverdener kom- me og svinde, afløsende hverandre paa Ruden i Løbet af faa Øjeblikke, som de paa vor Jord har afløst hinanden gennem Aarmillioner. Yppige Urskovsinteriører