Universets Undere
II. BIND

FRØBID 189 tid denne sørgelige Rest ud af Faldgruben, saa at den ikke overfor ny ankomne Gæster kan forraade, hvilken Fare det uskyldigt udseende Sandhul rummer. Og atter sidder Myreløvelarven ganske stille paa Lur, nedgravet i Bunden af sin Grav, haabende paa, at en næste, saftig og velsmagende Myre skal finde sin Død deri. Til Forstaaelse af denne mærkelige Jagtmetodes Udvikling er det af Interesse, at langtfra alle de ca. 300 Arter Myreløver, der kendes, graver saadanne Faldgru- ber, og at de heller ikke alle har for Skik at gaa baglænds. Denne Vane er rime- ligvis først opstaaet som en praktisk. Tilpasning hos de Arter, der fandt paa at grave Faldgruber. De øvrige, sikkert mere oprindelige Former har normal Gang- art og nøjes med at skjule sig paa et tilfældigt Gemmested, hvor de lægger sig paa Lur og overrumpler forbipasserende Myrer og andet Smaakryb. Udgravningen af en Faldgrube i løst Sand betegner saaledes et højere »Kultur- trin« i Myreløvernes Udvikling som Jægerdyr, opstaaet af den mere primitive og til- fældige »Samler«-Kultur, hvorpaa adskillige af deres Arter endnu er blevet staaende. Den i Danmark enkelte Steder, f. Eks. ved Tisvilde, forekommende Art har naaet de mest fremskredne Myreløvers »højere Jægerkultur«. FRØBID DEN lille Frøbid, der er saa almindelig i vore Søer, Damme og Tørvegrave, er en af de interessanteste Ferskvandsplanter, og det lønner sig at følge dens Liv gennem de vekslende Aarstider, hvorefter den tillæmper sig. Begynder vi vore Iagttagelser ved Dammens Bred ud paa Eftersommeren, vil vi finde, at denne mærkelige lille Plante lige saa godt træffer Forberedelser til Vin- terens Komme som de Vandbiller, Frøer, Snegle og andre Dyreformer, der skju- ler sig mellem dens flydende Blade; og vi vil faa at se, at den ganske som Vand- dyrene gaar i Vinterhi og kommer frem igen til næste Foraar. Ved første Øjekast ses det, at Frøbid holder sig drivende paa Vandfladen ved Hjælp af runde Flydeblade, og at der fra Bladrosettens Grund skyder sig tæt be- haarede Rødder ned i Vandet. Flydebladene ligner i stærkt formindsket Maalestok vore Aakanders og breder sig paa lange Stilke ud til alle Sider, saa at de frit ud- sættes for Lys og tillige faar forøget Bæreevne. Paa Oversiden er Bladene lyse- grønne, men deres Underside er — især paa skyggefulde, kolde Steder eller tidligt paa Aaret — ofte rødlige, et Tegn paa, at Planten trænger til Varme. Det røde Farvestof indsuger nemlig i særlig høj Grad Lyset og omsætter dets Energi til Varme. Derfor finder vi ogsaa, at unge spæde Skuddele og Blade hos mange Plan- ter ofte har røde Farvetoner. Hos Frøbid er deres Tilstedeværelse let at forstaa, thi den har Brug for al den Varmeenergi, den kan opdrive. Den er nemlig en me- get virksom lille Plante, som uafbrudt hele Sommeren igennem skyder lange Ran- ker eller »Udløbere«, hvorpaa der udvikler sig nye Bladrosetter. Undertiden faar den ogsaa smukke, hvide Blomster, men kun sjældent udvikles disser Frø. Naar imidlertid Efteraaret nærmer sig, og det begynder at blive koldt, indstilles hele denne travle Virksomhed, og Planten sparer paa sine Kræfter for at anvende dem paa en anden, mere økonomisk og formaalstjenlig Maade. Hvor fortrinligt den økonomiserer og forbereder sig paa at gaa i Vinterkvarter, skal vi nu se. Allerede paa de første Sensommerdage ser vi den belave sig paa den kom- mende tidlige Nattefrost, som saa hurtigt gør det af med de runde Flydeblade.