Universets Undere
II. BIND

GUEREZA-ABER 209 velsmagende Svamp, maa derfor tage mindre Hensyn til Kvantiteten end til Kva- liteten — en Grundsætning, som kun kan virke tiltalende paa den virkelige Ga- stronom. GUEREZA-ABER ABESSINIENS Skove huser en middelstor, sort-hvid, langhalet og langhaaret Abe, som de Indfødte kalder Guereza. Den tilhører en udelukkende tropisk-afri- kansk Abeslægt, Stumpaberne (Co/obus), ejendommelig ved, at Forhændernes Tommel kun er en lille rudimentær Stump, uden praktisk Betydning. Men særlig er disse Aber i høj Grad karakteristiske ved deres mærkelige Farvetegning: det hvide Baand, der som et Bind strækker sig tværs over Panden, det lange, hvide Kind- og Hageskæg, den hvide Haardusk, hvormed Halen ender, men frem for alt den pragtfulde, langhaarede og hvide Manke langs Kroppens Sider fremhæver ved Farvemodsætningen desto skarpere Pelsens øvrige, dybt fløjlssorte Grundtone. Disse prægtige Aber lever ikke blot i de abessiniske Bjergskove, men ogsaa i andre østafrikanske Skovegne. Længere sydpaa, særlig i Omegnen af Kilimanjaro- Bjerget, afløses den her fotograferede Art af en beslægtet Form, den hvidhalede Guereza, hos hvilken omtrent hele Halen er dækket af en uhyre lang, som en Fane nedhængende Haarbusk, og hos hvem ogsaa Mankens Haar er længere og draperer Dyrets Sider som en sølvskinnende Kappe. At en saa aparte Dragt maa have sin Betydning, kan der neppe tvivles om, og Undersøgelsesrejsende, der har foretaget Ekspeditioner i Østafrikas Skove, fortæl- ler da ogsaa, at Kappens og Halens sølvhvide, langt nedhængende Haar tjener til at skjule disse Aber, hvor de færdes højt oppe i Trækronerne, hvis Grene er bevoksede med lange, hvidgraa Lavarter, der hænger ned som Frynser og Traade. Da Guereza-Flokkene netop særlig ynder at opholde sig i de Kroner, der er yp- pigst dækkede af dette Lav, bliver de derved i Virkeligheden saa godt som usynlige. Det er denne paafaldende Lighed med Omgivelserne, der særlig berettiger Gue- reza’erne til at omtales blandt Dyreverdenens »Vidundere«. Men hvorledes denne utvivlsomme Farvetilpasning er opstaaet, er et Spørgsmaal, som det er betydelig vanskeligere at besvare, end det er at forstaa dens Nytte. EN HALETUDSES LIVSHISTORIE NAAR Efteraaret sætter ind med Nattefrost, opsøger Frøerne et Skjul, hvor det er godt at overvintre. Mosgroede Huller og hule Træstubbe foretrækkes sær- lig, og her forbliver de, til Foraaret vækker dem til ny Livsvirksomhed. Saa længe Dvaletilstanden varer, ligger de stive, med Mund og Næsebor lukkede, og deres Aandedrætsvirksomhed er indskrænket til en svag Hudrespiration. Kun de sunde, livskraftigste Individer modstaar Vinteren; alle Svæklingene bukker under; og Vinterdvalen bliver saaledes et af de mange Midler, hvormed Naturen udrydder de svage og lader de stærke leve. Martssolen kalder Frøerne frem igen fra deres Skjul, og ude i Dammene mødes deres Skarer for at parres og lægge Æg. Kuriøst nok vælger i hvert Fald den al- mindelige brune Frø ikke blot de samme Damme Aar efter Aar, men endog de Universets Undere. II. 27