Universets Undere
II. BIND

MAMMUTEN OG ANDRE UDDØDE ELEFANTER 255 kalde den »afrikanske« og den »asiatiske« Type. Af dem er den afrikanske den mest oprindelige. Endnu efter Menneskets Opstaaen levede denne Type i store Dele af Europa og Vestasien foruden i Afrika. Hos en af dens uddøde Arter (an- tiquus) udvikledes Stødtænderne til en Størrelse, der langt overgik enhver nule- vende Elefants — saaledes som det ogsaa ses paa et af Professor Fraas’ her gen- givne Fotografier. Til den asiatiske Gruppe, i vore Dage repræsenteret af den indiske Elefant, hørte blandt andre uddøde Former den tæt behaarede Mammut. I Skulderhøjde har EN I SIBIRIENS FROSNE JORD FUNDET, FULDSTÆNDIG BEVARET MAMMUT. Mammuten maaske næppe overgaaet de største nulevende indiske Elefanter, som man træffer i Siam sog paa Sumatra; men dens Stødtænder har hverken i Hen- seende til Længde — over tre Meter — eller til Størrelse naaet deres Lige hos no- gen asiatisk Elefant, og de overgik endog de største afrikanske Elefanters. Som Regel var de meget stærkere opadkrummede end Nutidselefanternes, ja viste endog Tendens til at blive spiralsnoede. Fra sit oprindelige Hjem i Asien vandrede Mammuten ad den af Beringstrædet senere gennembrudte Landforbindelse til Nordamerika, udbredte sig over dette Fastland helt ned til det nordlige Meksiko og udviklede sig til forskellige Under- arter, hvoraf en eller et Par utvivlsomt har eksisteret samtidig med Mennesket. Det er endogsaa sandsynligt, at Mammuten i Alaska og i det nordvestlige Nord- amerika først uddøde kort forinden de europæiske Opdageres Ankomst. Nord og Vest for Centralasien trængte Mammuten frem til Ishavets og Atlanterhavets Ky- ster, og i Europa gik den saa sydligt som til Donau, Norditalien og det nordlige