Universets Undere
II. BIND

260 UNIVERSETS UNDERE kryber et Stykke videre op ad Planten, foretager et lignende Indsnit og lægger et nyt Hold Æg, — og saaledes fortsætter den 30—40 Gange, indtil dens Livskraft er udtomt. Dette sker midt i Juli, — vi tænker her nærmest paa den almindelige sydeuropæiske Sangcikade. Paa en varm Solskinsdag i Oktober brister Æggene, og de smaa, hvide Larver arbejder sig ud gennem Ægkammerets Aabning, sidder en lille Tid paa Barken og soler sig og lader sig da falde ned paa Jorden. Her kryber de lidt om, indtil de har valgt et passende Sted, hvor de graver sig ned til en Meters Dybde, undertiden endnu dybere; og dernede synes de da at forblive ganske roligt Vinteren igennem uden at tage Føde til sig. Men naar Foraaret kommer, vækkes deres Appetit, og med Mundfødderne, der ligesom den voksne Cikades danner et fortrinligt Stikke- og Sugeapparat, borer de Hul paa Planterødderne og tapper disses Saft. Fra Rod til Rod graver Larverne sig frem gennem Jorden, og undertiden har man fundet dem helt nede paa over seks Meters Dybde. Langt den største Del af Sangcikadens Liv henleves saaledes skjult i Jorden. De europæiske Arter bliver dernede tre, fire Aar, en nordamerikansk Art endog 16 Aar og bruger derfor 17 Aar til sin fulde Udvikling. Dens Navn »den 17-aarige Cikade« passer dog strengt taget kun for de Individer, der lever i Nordstaterne; i Sydstaternes varmere Klima reduceres Larvetiden til 13 Aar, og da der mellem disse Yderpunkter findes Overgange, maa man ikke vente kun at se fuldvoksne Cikader hvert 17de Aar. SANGCIKADENS SIDSTE UDVIKLINGSTRIN. Hvilende sig paa den afkastede, tomme Nymfehud bereder Sang- cikaden sig til sin første Flyvetur. Man kan undre sig over, at de blø- de Cikadelarver formaar at grave saa dybt og saa langt omkring i Jorden, selvom deres Ben ganske vist er ret kraftige. De anvender imidlertid en meget praktisk Fremgangsmaade, idet de, hvor Jorden er haard, blødgør den med Plantesaft. Forinden de graver, kryber de først hen til den nærmest tilgængelige Trærod, fylder sig med Saft og væder derefter det Sted i den haarde Jord, hvor Tunnelen skal fø- res videre. Ogsaa det »Gøgespyt«, vi kender fra Græsstraa, er jo Plantesaft, som en Cikadelarve har opsuget og ladet passere gennem sin Tarmkanal for efter Udtømmelsen selv at gemme sig deri. Cikaderne hører til de Insekter, der under deres Udvikling ikke har nogen hvilende Puppetilstand; den saakaldte Nymfe fortsætter Larvens Levevis og afviger i sit Ydre kun ved sine Anlæg til Vinger. Naar Tiden for det sidste Hudskifte nærmer sig, graver Nym- fen en lodret Skakt op til Jordover- fladen og gennembryder sluttelig —