Universets Undere
II. BIND

SANGCIKADEN 261 SANGCIKADER SOM BRØNDBORERE, omringede af tørstige »Brøndg-æster« (se Teksten). stadig under Anvendelse af den om- talte blødgørende Vædske — den af Solen gennembagte, ofte næsten stenhaarde Jordskorpe. En smuk, klar Solskinsdag i Maj eller Juni kommer Nymfen da ud af sin Grav og ombytter den fler- aarige Tilværelse i Jordens Mørke med et kortvarigt, men intensivt Liv i Lyset som fuldvoksent, for- plantningsdygtigt Insekt. Inden dette Tidspunkt indtræder, kryber Nym- fen dog først op paa en Busk eller Plantestængel for dér at foretage det sidste, endelige Hudskifte. An- gaaende Enkelthederne heri vil det være nok at henvise til de af Fabre tagne Fotografier, der ledsager den- ne Artikel. Et enkelt af Fotografierne fortje- ner imidlertid en udførligere Om- tale, end der kan gives under Bil- ledet — nemlig det, hvorpaa vi for- uden to Cikader ser en stor, paa- trængende Bille og en hel Del til- syneladende ganske uvedkommende og ret næsvise Myrer, der stimier sammen om eller endog entrer hen over de to fotograferede Cikader. Denne Sammenstim- len af andre Insekter omkring Cikaderne tilsigter dog ikke noget røverisk Over- fald, men er kun et Udslag af Tørst, som skal slukkes ved den Brøndboring, Ci- kaderne foretager i Plantestænglerne. I de vandfattige, solhede Egne, hvori saa mange af deres Arter har hjemme, er de Huller, de borer i tykhudede, mod Fordampning beskyttede Stængler og Blade, ofte de eneste Kilder, hvor Myrer og andre Insekter kan hente en Læskedrik. De benytter sig da ogsaa af Lejligheden, og navnlig de iltre Myrer er saa paagaaende, at de undertiden fortrænger de store, fredelige Cikader, inden disse endnu har faaet deres Behov stillet. Hellere end at indlade sig i Klammeri fortrækker de skikkelige Dyr, lader Myrerne slikke den udvældende Saft og kryber længere op paa Planten for at bore en ny Brønd og maaske faa Madro en Tid, — indtil ogsaa dér en Flok tørstige Myrer bliver ube- hageligt nærgaaende. Det af Fabre fotograferede »Folkelivsbillede« fra Cikadernes Verden viser da, hvor uretfærdigt Æsop — og senere La Fontaine — karakteriserer Sangcikaden i Fabelen om Mødet mellem den og Myren: Efter at have tilbragt Sommeren med Sang og Dans kommer Cikaden ved Vinterens Frembrud til Myren for at tigge om lidt Mad, men afvises med den moraliserende Bemærkning, at den i Stedet for at synge kunde have arbejdet og sparet Føde sammen til Vinteren, ligesom Myren havde gjort. Saaledes lyder den gamle Fabel; men Virkeligheden viser os, at det netop er Myren, der ofte kommer som Tigger til Sangcikaden, - og at denne endog viger Pladsen ved sin egen Brønd og giver den tørstige at drikke