Universets Undere
II. BIND

286 UNIVERSETS UNDERE af Sild, Makrel o. s. v. Men hermed følger ogsaa, at disse Hvaler maa kunne svømme ganske anderledes hurtigt (6—7 Meter og maaske endnu mere i Sekundet) for at kunne faa fat i deres Føde, end Grønlandshvalen (der kun tilbagelægger 2 Meter i Sekundet); og dermed staar det atter i Forbindelse, at Finhvalernes Legemsform maa være langt mere slank og elegant. Det er derfor forstaaeligt, at en 30 Meter lang Finhval ikke vejer mere end en Grønlandshval, der »kun« maaler 20 Meter. Hvad der særlig falder i Øjnene paa de her gengivne Fotografier af »Sulphur- Bottom«-Hvalen, er den svovlfarvede Bugsides mange parallele Hudkamme og dybe Furer. Det er denne mærkelige Furedannelse, der har givet Finhvalerne deres PARTI AF »SVOVLBUG-HVALENS« HOVED, visende det paafaldende lille Øje og den ganske ubetydelige Øreaabning (midt i Billedet). andet Navn, Rørhvaler; men hvilken Betydning den riflede Bugflade har for Dyret, er endnu en af de mange uløste Gaader i Kæmpehvalernes Liv og Bygning. Furerne i Huden kan være en halv Snes Centimeter dybe, og for Rurer eller »Hvalkopper«, Hvallus og andre paatrængende Snyltere er de naturligvis ideelle Opholdssteder, hvor Parasiterne sidder dækkede mod ydre Vold og fremfor alt er godt beskyttede mod Afskrabning — desværre for Hvalen. Denne søger paa alle mulige Maader, men oftest forgæves, at befri sig for det generende Paahæng, og ikke sjældent er det hændet, at en »Svovlbug«, til Søfolkenes Skræk, pludselig er tørnet med væl- dig Kraft mod et Skib, saa at dets Skrog har rystet og knaget i alle Fuger, og at Hvalen har fulgt Skibet Dage og Nætter i Træk, nu og da gnubbende sig op ad det for at faa sit Utøj gnedet af og kun lidet ænsende Søfolkenes Forsøg paa at blive deres mystiske Ledsager kvit, — indtil de omsider blev saa fortrolige med den kæmpemæssige Kammerat, at de savnede den, naar den omsider forlod Skibet.