Universets Undere
II. BIND

28 UNIVERSETS UNDERE formig, haard Knude har dannet sig ovenpaa Næbbet, som nu er færdigt til at tages i Brug. Først og fremmest anvendes det da til at stikke Hul paa den indven- dige Skalhinde ved Æggets tykke Ende, hvor den omtalte Luftbeholdning findes. Den første Lungeindaanding foregaar, og det Lungekredsløb begynder, som ikke skal ophøre, før Livet selv hører op. »Æggetanden« paa Næbbet benyttes nu for anden og sidste Gang, nemlig til at gennemfile Skallen. Er der først boret Hul, rev- ner Skallen snart, og frem kravler en lille vaad Kylling, der blot har at blive tør for at kunne begynde et muntert Friluftsliv efter de tre Ugers mørk Arrest. VENUSBÆLTET ALDRIG er nogen populær Benævnelse paa et Dyr givet med større Berettigelse . end den, der staar over disse Linier. Intet enkelt Ord kunde mere malende udtrykke det paagældende Væsens Ejendommelighed — det, Taine kaldte »den herskende Evne«, — og havde Botticelli nogensinde set et levende Venusbælte bugte sig gennem Middelhavets Vande, vilde det have ligget nær for ham at gen- give det paa sit berømte Maleri »Venus’ Fødsel« som et løsnet Bælte, drivende om i de Bølger, der bærer den havbaarne Gudinde. Venusbæltet er netop selv saa let og gennemsigtigt som Bølgernes Skum, og det har samme straalende Farvespil, naar Sollyset brydes i dets krystalklare Væv. Metallernes Glans og alle Regnbuens Toner spiller i dette mere end meterlange Bælte, hvis Skønhed og Elegance virkelig er en Venus værdig. Og om Natten, naar Solskæret slukkes, og Farvespillet dør, tændes i Venusbæltet et nyt, endnu mere magisk og guddommeligt fortryllende Lys: Bæltet straaler i Fosforskær som et selvlysende Ildbaand, der langsomt bugter sig gennem det sorte Vand. Men hvad er det nu egentlig for et Væsen, der ikke blot bærer, men er værdig til at bære det stolte Navn Venusbælte? Zoologerne ved god Besked dermed. I Akvarierne i Neapels zoologiske Station og paa Studiefarter med dens Fartøjer har de nøje studeret Venusbæltets Natur. De har fulgt dets Udvikling og Vækst fra en lille spæd Larve, til det blev et ud- voksent Dyr, der kunde naa sine P/2 Meters Længde - eller, mere korrekt ud- trykt: Bredde. Medens Venusbæltet endnu er Larve, har det Ballonform og viser sig tydelig at være en Gople, hørende til de saakaldte Ribbegopler; men under Udviklingen flades det ballonformige Legeme ud, omtrent som man med en Kage- rulle kan omforme en Klump Dejg til et ganske tyndt Lag — en Sammenligning, der unægtelig lyder noget barok, eftersom der næppe kan tænkes større Modsæt ning end Kagedejg og den vandklare, letflydende Gelémasse, hvoraf et pelagisk Væsen som Venusbæltet bestaar. Denne Omdannelsesproces har sin store biologiske Interesse, idet den er et nyt Bevis paa, hvorledes man hos en stærkt afvigende Form gennem dens Larveud- vikling kan naa den rette Forstaaelse af dens Slægtskab med de mere oprindeligt byggede Dyreformer, hvorfra den nedstammer — i dette Tilfælde de typiske Rib- begopler. Men om disse, ligeledes meget skønne Havdyr vil en senere Artikel hånd e, og gennem den vil Venusbæltets afvigende Bygning, ved Sammenligning med Stam- formerne, blive lettere forstaaelig.