Universets Undere
II. BIND

338 UNIVERSETS UNDERE TRIFID-TAAGEN I »SKYTTEN«. En ægte Stjernetaage, hvis Navn hidrører fra dens Spaltning i tre særlig tydelige Partier. Fotograferet paa Lick-Observatoriet, N.-Amerika. — mente man — kun tilsyneladende, kun en forskellig optisk Virk- ning; i Virkeligheden var de alle Stjerne- hobe. Spektralanalysen og Spektroskopets An- vendelse skulde imid- lertid reformere den- ne Opfattelse. Da Hug- gins i 1864 for første Gang anvendte Spek- troskopet ved Obser- vationer af »Taager- ne«, viste det sig, at nogle af dem ganske vist var Stjernehobe, idet de gav et konti- nuerligt Spektrum — altsaa bestod af faste eller flydende, gløden- Legemer, — men an- dre virkelig var Stjer- netaager, eller nøjere udtrykt: glødende Gas- masser. Disses Spek- trum viste nemlig de Linier, der er karak- teristiske for gasfor- mige Stoffer i Mod- sætning til faste eller flydende Legemer. Særlig viser de Brint, Helium og et os ukendt Element, som man kalder Nebulium, ef- ter Nebula, det latinske Ord for Taage. — Hvad selv de kraftigste Kikkerter ikke formaaede, lykkedes det altsaa at opnaa ved Spektroskopet — nemlig en Sondring mellem de virkelige Stjernetaager og de ofte taagelignende Stjernehobe. I Praksis er der herved dog den Begrænsning, at Taagerne for langt de flestes Vedkom- mende er saa lyssvage, at det er meget vanskeligt eller — paa Spektroskopiens nuværende Standpunkt — saa godt som umuligt at opfange deres Spektrum, og det er derfor kun forholdsvis faa Stjernetaager, vi for Tiden er i Stand til bestemt at karakterisere som Gastaager. I al Almindelighed kan man opstille den Hoved- regel, at de omfangsrige, strukturløse Taager og de smaa, runde Taager med. en klarere Rand og en svagere lysende Centralmasse (de saakaldte planetariske Taager) er virkelige Gastaager, hvorimod Spiraltaagerne og de runde eller elliptiske