Universets Undere
II. BIND

34 UNIVERSETS UNDERE Tilbage staar at betragte Hovedet og dets berygtede Stikkesnabel, der borer el- ler rettere saver Hul paa Huden for derefter at opsuge Blodet. Tilsammen udgør denne Snabel med sine skarpe, savtakkede Lancetter og sine Sugeapparater en Samling Instrumenter saa fuldkomne, som nogen Kirurg kunde ønske dem i sit Operationsetui. -------Om Loppernes Tilbliven herskede der jo i gamle Dage den Overtro, som forøvrig endnu ikke er helt uddød, at Lopperne opstaar »af sig selv« mellem Sav- spaaner, Fejesmuld, i Gulvsprækker og Senge, hvor der ikke gøres ordentlig rent og luftes ud, mellem snavset Uldtøj og mange lignende Steder. Stedsangivelserne er rigtige nok, men derimod er Loppen ikke et saa ophøjet Væsen, at den skulde blive til ved en Selvskabelse. Som andre Insekter formerer den sig ganske simpelt ved Æg, der forøvrigt er paafaldende store i Forhold til Moderdyret. Hos Menne- skets Loppe er deres Antal ad Gangen da ogsaa kun højst et Dusin Stykker. Efter en halv Snes Dages Forløb udvikles de hvide, blinde Larver, der er saa besatte med Børsteknipper, som kunde de være smaa Havbørsteorme. Ben mangler de derimod, hvilket imidlertid ikke hindrer dem i at være overordentlig bevægelige. Deres Mund er endnu ikke blevet et Sugeredskab, men er en almindelig Bidemund, hvormed de fortærer alle Slags organiske Stoffer, som de tilfældig falder over — især dog de Krummer og smaa Føderester, der samler sig i Gulvsprækker i Huse, hvor man ikke vasker og fejer ordentlig. Efter igen en halv Snes Dages Forløb for- pupper Larven sig og tilbringer nu en Uges stille Fasteliv i en Kokon, den har spundet sig, forinden den blev Puppe, — for derefter med desto mere glubende Ap- petit at gøre sit første Akrobatspring ud i Verden som en fuldt udviklet Loppe, der nu blot har det ene Ønske snarest at kunne kaste sig over et intet anende Offer for sin Blodtørst. En vis Kræsenhed synes dog at gøre sig gældende hos vor Loppe. Den skal — efter John Wards Paastand — være meget sjælden i Amerika og synes altsaa ikke at kunne lide hverken den indfødte Yankees eller den amerikaniserede Europæers Blod. Det sidste er saa meget mere mærkeligt, som vor europæiske Loppe uden Skrupler er fulgt med os helt over til Ny Zeeland, hvor den befinder sig saa vel, at den nu har taget Indfødsret, og hvor Landets oprindelige Befolkning, Maorierne, har givet den det klangfulde., men for os just ikke smigrende Navn »O pakeha nohi nohi« — eller udlagt: »Den lille Europæer«. PLANTER MED „VINDUER" I BLADENE DA vi i en foregaaende Artikel i dette Bind (S. 15) omtalte Planternes Forhold til Lyset, kunde vi allerede dér have medtaget den ejendommelige Bladtype, som ses paa omstaaende Helsidesfotografi af Monstera deliciosa, og som vi saa. godt kender fra de Philodendron, vi har i vore Stuer. Disse Planter har nemlig paa en højst besynderlig Maade tilpasset sig efter de ugunstige Lysforhold, hvorunder de vokser i deres tropiske Hjemstavn, og hvor- under særlig deres nederste Blade normalt maatte lide, hvis Planterne ikke selv raadede Bod derpaa. Som det allerede antydes af Navnet »Philodendron« — d. v. s. den, der har Træ- erne kær, — er disse Planter udprægede Skovvækster, saaledes at forstaa, at de ikke alene bedst trives i de tropiske Regnskoves fugtige, halvmørke Indre, men at