Universets Undere
II. BIND

TRÆHVEPSE 385 ligere. Dens Vej i disse kendetegnes ved det sorte Smuld af Ekskremen- ter, der fylder de ældre Gange. Hvor længe dens Liv som Larve varer, vides ikke med Bestemthed, men Ud- viklingen er i hvert Fald fleraarig. Naar Tiden nærmer sig, da den skal forpuppe sig, udvider den Enden af Boregangen til et Puppeleje, hvor den omgiver sig med en tynd Kokon. Er Forvandlingen afsluttet, har den fuld- voksne Hveps ofte et stort Stykke at gnave sig frem, inden det naar Over- fladen for gennem et kredsrundt Fly- vehul at slippe ud af det mørke Fæng- sel — ud til Sommersol og Parrings- flugt, inden det trælsomme Arbejde for at bringe et næste Kuld Æg i Sikkerhed afslutter dens Tilværelse. Sit længste Liv lever Træhvepsen som Larve, og undertiden hænder det, at Gulvplanker eller Møbler pludselig overrasker Beboerne ved, at der ud af dem kryber en stor, for- sinket Træhveps, der — til gensidig Forskrækkelse baade for den og Hu- sets Familie tumler forvildet rundt i Stuen og Gang paa Gang tørner mod Rudeglassene, forbauset over, at den ikke kan komme videre. Det er jo ikke netop den Verden, hvorom den drømte, da den laa i sin Puppesøvn inde i Træet. Men en ond Skæbne kan spille den et endnu værre Puds. Det hæn- der, at dens værste Fjende, Snylte- hvepsen — paa en for os uforklarlig Maade — sporer, hvor der inde i Veddet ligger en Træhvepsemaddike gemt. Med sin lange, fine Braad, der er elastisk som en Kaardeklinge, gen- nemborer den da Træet, rammer Maddiken og anbringer det Æg, hvor- af der senere vil fremkomme en Snyltelarve, som ubarmhjertigt for- tærer sin ufrivillige Vært. Forinden denne dør, redder den endog sin egen mod Barken, — et Arbejde, Snylterens Universets Undere. II. TRÆHVEPS PAA GREN AF EN LÆRK, P/a GANG FORST. Snyltegæsts Liv ved selv at gnave sig ud Kindbakker er for svage til at udføre. 49