Universets Undere
II. BIND
Forfatter: J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 460
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J.O. BØ VING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
406
UNIVERSETS UNDERE
den Farvepragt, der udfoldes af de nøgne Havsnegles lidet paaagtede Gruppe, kan
saaledes føres tilbage til og förstaas ud fra de to Principper for Dyrenes Farveteg-
ninger, vi genfinder overalt i Dyreriget — Beskyttelsesligheden og, som dens Kon-
trast, Advarselssignalerne.
At der ved Siden af disse to Midler findes adskillige andre, hvormed de nøgne
Snegle bøder paa Mangelen af en haard Skal, skal for Fuldstændighedens Skyld
blot berøres. Her er det kun Opgaven at give Farvetavlen en Tekstramme, der
fremhæver det karakteristiske ved Billedet, — dets Farver.
FORSKELLIGE NØGNE HAVSNEGLE (I DOBBELT NATURLIG STØRRELSE).
Sneglen længst t. v. er hvid med en rosa Tone. Den vortede Form over den er gul; Bladrosetten bagtil er dens Aandedrætsorgan.
Foroven t. h. en stærkt fliget Art, der i Udseende minder om en Søanemone; dens Farve er rødlig med orange Shattering-er.
ROSENGALLER
EGENS Galæbler og de smaa Galhvepse, hvis Larver frembringer dem, er om-
talt og afbildet i en tidligere Artikel i dette Bind (S. 219), og Læseren vil dér
have faaet et lille Indblik i Galledannelsens Mysterier, om hvilke der forhen har
hersket saa megen Uklarhed. Som det allerede dér blev fremhævet, gik den
ældre Anskuelse ud paa, at Galhvepsene samtidig med, at de lagde deres Æg i
Plantens Væv, indpodede en Vædske, der virker som et Irritament og fremkalder
Galledannelsen. Denne Opfattelse stemmer imidlertid ikke med de faktiske For-
hold. Saaledes har det bl. a. vist sig, at Galledannelsen hører op, naar Larven dør
tidlig, — alene heraf fremgaar, at det maa være Galhvepsens Larve og ikke den
fuldvoksne Moderhveps, der paa en eller anden Maade paavirker Planternes Væv,
saa at det ved abnorm Vækst udvikler sig til en Galle, hvori Hvepselarven ikke