Universets Undere
II. BIND

UNIVERSETS UNDERE 428 TREPIGGET HUNDESTEJLE, Naturlig Størrelse. med det straalende Spil af Farver, vi ser hos en Hun- destejle-Han, der gaar paa Frieri. Allerede sidst i April ifø- rer den trepiggede Hunde- stejle sig sin Frierdragt, og medens Bryst og Bug funk- ler rubinrødt, og Øjnene ly- ser safirblaat, farer den rastløst op og ned, frem og tilbage. Gællerne arbejder hastigere end ellers, og den gør Indtryk af at være pla- get af en Uro, der ikke un- der den et Øjebliks Hvile. Møder den en jævnbyrdig Han, udspinder der sig mellem de to en Duel saa hidsig, at den først afsluttes, naar den ene Part er blevet ukampdygtig. Gang paa Gang farer de to Rivaler ind mod eller ganske tæt forbi hinanden, søgende at ramme hinanden med deres skarpe og spidse Finnedolke. Baade Angreb og Parade udføres med en Hastighed og en Elegance, der vilde være enhver tobenet Fægter værdig, og der udfoldes et Mod og en hensynsløs Dødsforagt som i den blodigste Bajonetkamp. Ofte hænder det, at Sejrherren neppe har overvundet sin Modstander, før en ny Rival dukker frem, — og en ny, lige saa hidsig Fægtning begynder. Men har den sejrende Part efterhaanden »renset« Omgivelserne for Friere, vaagner de huslige Instinkter hos den, og den paatager sig et Arbejde, som inden for andre Grupper af Dyreriget plejer at være Hunnens Opgave; — den stridslystne Hugaf giver sig til at bygge Rede og stifte Hjem. Var Hundestejle-Hannen dygtig til at slaas som Ungkarl, saa viser den ikke mindre Nidkærhed i sin Rolle som vordende Familiefader. Rodtrevler og andre fine Plantedele samles sammen og bæres hen til det Sted paa Bunden, der udvæl- ges til Boplads, og her formes Byggematerialet ved Hjælp af Munden omhyggeligt til en Rede, der er lige saa kunstfærdig som mangen en Fugls. En Hmagtigt klæ- bende Vædske, der udskilles af Urinblæren, benyttes til at binde de sammenflet- tede Plantetrevler sammen, og kun paa Siden holdes et Hul aabent som Indgang til Redens indre Hulhed. Sluttelig udglattes Yder- og Indervæggene, — og Hjemmet er nu parat til at modtage den første den bedste gydefærdige Hundestejle-Hun, der viser sig i Nærheden. Luende i hele sin Farvepragt omkredser Hannen den, stryger kærtegnende op ad den og søger med det gode at bevæge den til at af- lægge Visit i det nye Hjem. Undertiden opfylder Hunnen frivillig Bejlerens Ønske; er den knibsk, vanker der imidlertid haarde Knubs; men i begge Tilfælde ender det altid med, at Hunnen, med eller mod sin Villie, smutter ind i Reden, lægger de Æg, der er modne til at gydes, og derpaa borer sig ud gennem den modsatte Væg, saa at Reden nu faar to Aabninger. Saa snart Hunnen har afsluttet sit korte Be- søg, følger Hannen efter ind i sit Bo og gyder sin Sæd over de nys lagte Æg. Ud- præget polygam, som den er, har den dog neppe taget Afsked med sin første Brud, før den igen gaar paa Frierfod. Scenen fra før gentager sig, — og saaledes fortsættes